En storaktuel stemme, der nægter at holde kæft.

Lene Skytts opsætning af Samuel Becketts Glade Dage på Folketeatret er et sprudlende bevis på, at absurditet kan være både hjertevarm og livsbekræftende. I en version beskrevet som “absurd og tragikomisk klassiker” folder forestillingen sig ud i et nærmest elektrisk rum, hvor Lone Rødbroe som den talende, ukueligt optimistiske Winnie leverer et glødende one-woman-show med Bo Skødebjerg som hendes tavse, gravende ægtemand Willie.

Verden er ikke som, den var engang. Alt er vendt på hovedet lige nu. Så måske skal vi alle sammen prøve at gøre som, optimisten Winnie gør i ”Glade Dage”, se og mærke de små glæder, alle dage er glade dage, bevar de gode minder, ”vælg selv”.
Lone Rødbroe, gør sit til at få alle vinkler med i forestillingen. En forestilling, der lige nu også passer ret godt ind i alt det kaos der er i verden. Det er en stor oplevelse at se, hvordan Lone Rødbroe sætter sit eget præg på rollen. Hendes fortolkning fik salen på Folketeateret til både at græde og grine.

Absurd og livsbekræftende

Lene Skytts opsætning af Samuel Becketts Glade Dage på Folketeatret viser, at absurditet kan være både hjertevarm og livsbekræftende. I en version beskrevet som “absurd og tragikomisk klassiker” folder forestillingen sig ud i et nærmest elektrisk rum. Lone Rødbroe som den talende, ukueligt optimistiske Winnie leverer et glødende one-woman-show med Bo Skødebjerg som hendes tavse, gravende ægtemand Willie. Publikum føres fra hjertelige grin til vemodig eftertanke.

Lone Rødbroe løfter rollen som Winnie til nye højder med sin nærværende energi. Hun er konstant i dialog. Hver lille rekvisit hun plukker frem får næsten magisk betydning. Beckett lader hende tage tandbørste, patentmedicin og læbestift op af en sort taske – og selv pistolen dukker op ved hendes side. Disse hverdagsgenstande bliver i forestillingen til livsnødvendige ritualer.  Tandbørsten fastholder hendes daglige rytme, læbestiften insisterer på hendes identitet, og den funklende pistol er repræsenterer håbet. Som vi læser det, fungerer alle disse objekter som ”eksistentielle referencepunkter” i Winniеs ellers meningsløse ensomhed. Når Rødbroe  finder en myre med et æg på hende, eksploderer hun i et uventet grin – øjeblikke som disse understreger, hvordan det absurde sættes på spidsen. Winnie kæmper for at finde historier at fortælle sig selv, selv når omgivelserne er et skræmmende, uigennemtrængeligt sol- og jordlandskab.

Det skæve og komiske

Det skæve og komiske træder tydeligt frem. På papiret beskriver Beckett Winnies forestilling som en slags ”tragic clowning routine” med instrukserne ”smile on” og ”smile off”: Winnie veksler uanfægtet mellem en lysegrinende facade og et sørgmodigt ansigt, som om hun masker sig for omverdenen. Lene Skytt leger begejstret med denne idé. Mange scener får nærmest sølvlys-komedie-karakter – f.eks. den måde Winnie bedårende affejer Willies modvilje til at tage hendes hat af – mens smilet hurtigt kan skifte til melankoli. Forestillingen griner både med og af Winnie på samme tid, hvilket giver komikken tyngde og dybde. Stemningen forstærkes af Steffen Aarfings enkle scenografi,
et råt jordbassin og gennemtæret genstande danner kontrast til Winnies sprudlende garderobe. Sonja Leas lysdesign understreger døgntidens ubarmhjertige skiften mellem strålende sol og skyggefuld tavshed, og Rasmus Buntons lydunivers – fra den evindelige vækkeur-klokke til det fjerne mågeskrig – binder alt sammen til en næsten hypnotisk helhed.

Glade Dage med LGBT+ blik

Set med et LGBT+ blik får Glade Dage en ekstra dimension. Winnie fremstår som en outsider, fanget udenfor samfundets komfortzoner, og hendes insisteren på rutiner og sin egen krop (fra neglefil til læbestift) kan ses som en kamp for at forme sin identitet på egne præmisser – en slags queer overlevelsesstrategi. Forskning omtaler endda Winnies tid som særlig queer: Hendes evige gentagelser af ritualer tvinger hverdagen ud af ”kronnormativ” tid, så hendes oplevelse af tid bliver en kollektiv queer oplevelse. I forlængelse heraf kan Winnies ukuelige optimisme tolkes som et oprør mod kulturelle kønsroller: I Glade Dage er det kvinden, der taler, drømmer og forsvarer sig, mens den tavse mand findes halvt begravet ved hendes fødder. Denne rolleflip fremhæves kun af opsætningens nuancer: Winnies tragikomiske sejr består i, at hun nægter at give op – præcis ligesom mange i LGBT+ miljøet lever videre trods uretfærdighed og isolation.

Glade Dage på Folketeatret er mere end kun et teaterstykke. Det er en intens oplevelse af absurditetens styrke og håbets vedholdenhed. Under  lag af sort humor, rørende fortællelyst og musikalske referencer ligger en universel fortælling om at finde mening, når alt andet forgår. Lene Skytt, Lone Rødbroe og holdet bag Glade Dage har skabt en uforglemmelig aften, hvor latter og alvor går hånd i hånd. Til slut forlader vi teatret med følelsen af, at selv de mørkeste dage kan opdages som glædens dage.

Info:

Glade Dage (Samuel Beckett, oversættelse Klaus Rifbjerg)
Iscenesættelse: Lene Skytt. Scenografi: Steffen Aarfing. Lys: Sonja Lea.
Lyd: Rasmus O. Bunton

Medvirkende: Lone Rødbroe (Winnie), Bo Skødebjerg (Willie)

Spillested: Folketeatret, Nørregade, København.

Premiere 17. januar 2026