En bøsse drømmer
Forfatteren Jesper Frederiksen har netop udgivet digtsamlingen Drømmefrekvensen.
”Han frygter den dag, da rynkerne vil pible frem, og håret vil blive gråt, og mændene vil holde op, med at begære ham”. Forfatteren Jesper Frederiksen drømmer sig tilbage på et levet liv som bøsse.
Den danske forfatter Jesper Frederiksen er klar med sin seneste digtsamling, som han har kaldt Drømmefrekvensen.
Jesper Frederiksen fik sin egentlige debut som digter med samlingen ”De smukke mænd” i 2016. En samling af digte, der kredsede om at være bøsse i en svær tid. Men samtidig også en tid, hvor der blæser nye vinde og det at være homoseksuel ikke længere betyder et liv på kanten af samfundet.
I seneste samling digte i ”Drømmefrekvensen” kredser Frederiksen igen om det homoseksuelle. I både ”Foran spejlet” og ”Frygt” handler det om angsten for at blive gammel som mand, som bøsse. Frygten for at ingen længere vil begære en – elske en.
”Han frygter den dag – da hans krop vil skrige- efter kærtegn- og der ikke vil være nogen hænder – til at kærtegne den”.
I flere af digtene virker det som om Frederiksen kigger tilbage på sit eget liv – drømmer om de mange minder fra et levet liv. Drømmer om de mange mennesker han har mødt, og måske elsket på sin vej gennem livet. Som i digtet ”Jeg mindes dig”.
”Pludselig skiltes vores veje- guitaren holdt op med at klinge – latteren forstummede brat- og jeg styrtede i en afgrund”.
I digtet ”Medvind” er det følelsen af at måtte nøjes med – at være tilfreds med de minder man har og ikke kræve, at livet kan blive ved med at give. Trods den noget positive overskrift.
”Jeg er holdt op med at ønske mig store ting – jeg ønsker blot – en smule medvind i livet – em plet at stå på – en hånd at holde i”.
Det bliver til fire regnbuestjerner fra Out & About.
Drømmefrekvensen – Jesper Frederiksen
Ude nu på Skriveforlaget
64 sider
Læs også: Nyt initiativ vil udelukkende præsentere queer musikere