SAMFUND

Drømmer om en plads i EU-Parlamentet

23-årige Mathias Kring Niebuhr.

Mathias Kring Niebuhr er 23 år, bøsse og kandidat for Socialdemokratiet til Europa-Parlamentsvalget søndag den 9. juni 2024. Han drømmer selvsagt om at få en af de 14 danske pladser i Europa-Parlamentet.

”Jeg mener, at det vigtigt, at vi har en LGBT-person i EU-Parlamentet, for jo bredere diversitet vi har blandt dem, som tager beslutningerne, desto større chance er der også for, at det kommer til at virke,” lyder det med alvor i stemmen fra Mathias Kring Niebuhr.

Han deltager i massevis af møder rundt om i landet, blandt andet på uddannelsessteder og på arbejdspladser.

”Jeg mærker tydeligt, at interessen for EU er meget større end nogensinde før. For verden er ikke så fredeligt et sted mere,” som han udtrykker det. Der er især krigen i Ukraine, som han har i tankerne.

På vælgermøderne er der også interesse for LGBT-spørgsmål.

”Mange er opmærksomme på, at vilkårene for os LGBT-personer er dårligere flere steder i Europa. Tag bare for eksempel Polen, hvor man har indført såkaldte LGBT-frie zoner. Nu er der kommet en ny regering her, og det er spændende, om det ændrer noget ved landets politik. Eller om homofobien og transfobien stikker for dybt i befolkningen. Og så er der Italien, hvor man ikke kan få lov til at være medmor længere og har fået frataget retten til at være sammen med sit barn. Der er heldigvis lande også, hvor der er fremskridt, for eksempel de nordiske lande og Belgien og Holland. I Holland er der kommet en højre-regering, og det spændende er at se, hvilken betydning det får for landets LGBT-politik,” lyder det fra Mathias Kring Niebuhr.

Han mener, at det skal være en grundlæggende demokratisk rettighed i EU, at alle borgere bliver ordentligt behandlet.

”Det skal være den demokratisk grundregel i EU, at alle mennesker skal behandles ordentligt, og at man kan få lov til at leve som den, man er. Derfor skal alle de 27 lande i EU selvfølgelig også passe godt på deres LGBT-personer. Vi skal ikke have særregler eller behandles anderledes. Vi skal bare behandles ordentligt som alle andre,” understreger den unge EU-politiker.

Han ønsker, at der i EU kommer et generelt forbud mod omvendelsesterapi – det at kirker og præster og andre forsøger at omvende LGBT-personer til ikke at være dem, som de er.

”De fleste lande har ikke noget forbud mod omvendelsesterapi. Jeg kender selv flere eksempler på det – også herhjemme, at unge LGBT-personer føler sig presset af kirkens folk. De tror, at de taler med en psykolog, men det viser sig så at være en præst, der siger, at det er syndigt og forkert at være for eksempel bøsse eller transkønnet. Jeg ved, at flere LGBT-organisationer arbejder på at få et forbud mod omvendelsesterapi herhjemme. Men hidtil er der ikke sket noget politisk. Så jeg håber, at ligestillingsminister Marie Bjerre vil gøre noget ved det. Samtidig skal vi arbejde på at få et generelt forbud mod omvendelsesterapi af LGBT-personer i EU. For det strider for mig helt grundlæggende imod, at man ikke kan få lov til at være den, som man er,” siger Mathias Kring Niebuhr.

Se også: Inklusion af LGBT-personer er en god forretning