Inklusion af LGBT-personer er en god forretning
Finansforbundet går i spidsen med flere rettigheder til regnbuefamilier i deres overenskomst.
Jesper Kiby Denborg har i mange år arbejdet med større inklusion af LGBT-personer i forskellige virksomheder og gør det også i dag – som ansat i fagforeningen Finansforbundet i Nordea, hvor han dog først og fremmest er kommunikationsrådgiver. Det vender vi tilbage til.
Selv om han havde vidst det i mange år, sprang han først ud som bøsse i juni 2000.
”Jeg tror, at der var meget skyld og skam forbundet med det dengang i 1990’erne. Der var sikkert nogen, men jeg havde ikke selv nogle homoseksuelle rollemodeller, som jeg kunne spejle mig i. Så jeg var ikke klar over, at det var en mulighed ikke at være heteroseksuel og ikke indgå i en kernefamilie,” husker Jesper Kiby Denborg.
I juni 2000 tog han mod til sig og begyndte at komme i ungdomsgruppen i det daværende LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, nu LGBT+ Danmark.
”Det, at møde nogen, der var ligesom mig selv – ligesindede – var en stor befrielse for mig. Den sommer sprang jeg også ud over for alle, jeg kendte – i hvert fald den nærmeste familie og venner. Det gik meget hurtigt, og jeg fik kun meget positive reaktioner,” fortæller Jesper Kiby Denborg.
Ansat i DSB
I 2006 blev han ansat i DSB og var her med til at danne det første egentlige LGBT-netværk i en større dansk virksomhed.
”Det var her, hvor jeg virkelig følte, at jeg var DSB-medarbejder. Jeg var sammen med andre faggrupper, blandt andet lokomotivførere og andre, som arbejdede i driften. Det var på en måde ligesom, da jeg startede i ungdomsgruppen i LBL. Det var utroligt vigtigt, at vi LGBT-personer havde et såkaldt safe space, hvor vi kunne være os selv, og hvor vi havde nogen, som vi kunne spejle os i og gøre op med skyld og skam,” mindes Jesper Kiby Denborg.
Han gør opmærksomhed på, at der i dag er blevet meget mere fokus på inklusion af LGBT-personer blandt virksomheder.
”Dels er det god business. For når man kan være sig selv på sin arbejdsplads, så folder man også selv mere ud og producerer mere. Jeg tror også, at der generelt i samfundet er fokus på større inklusion af LGBT-personer i virksomhederne. Det er de også nødt til, for arbejdsløsheden er lav, og hvis de vil trække flere medarbejdere og en større talentmasse, så er de nødt til at være attraktive i forhold til LGBT-personer,” understreger Jesper Kiby Denborg.
Arbejder i dag i fagforeningen Finansforbundet
Han arbejder i dag i fagforeningen Finansforbundet i Nordea, og har her også været med til at lave arrangementer både for medlemmerne generelt, tillidsrepræsentanter og LGBT-personer og såkaldte allierede. Desuden deltager man aktivt i Copenhagen Pride. Fagforeningen har også være frontkæmpere i deres overenskomst, når det gælder flere rettigheder til regnbuefamilier.
”Ud over de to retslige forældre er der i lovgivningen også kommet et begreb ind, som hedder, at børn kan have to sociale forældre. I vores overenskomst har vi åbnet op for, at de sociale forældre også kan få del i barselsorloven,” lyder det med stolthed i stemmen fra Jesper Kiby Denborg. En vej, som flere andre fagforeninger og fagforbund også har tænkt sig at gå.
Jesper Kiby Denborg har altid interesseret sig meget for det interkulturelle – om hvad der sker rundt i andre kulturer – og han er på 10. år gift med James fra Taiwan. Sammen bor de på Nørrebro i København.
”Jeg er meget nysgerrig og kan godt lide at møde nogen, der ikke lignede mig selv. Jeg synes, at der er noget spændende med at opleve andre kulturer. Det er en måde også at blive bevidst om sin egen kultur,” understreger Jesper Kiby Denborg, der har rejst i over 60 lande og er medlem af De Berejstes Klub.
Læs også: Ønsker mere kønsneutrale overenskomster
Se også: Regnbuefamilier: Det atypiske gøres normalt