Dragsholmrevyen tør, hvor andre…

De kan det med at levere en tekst i årets Dragsholmrevy.                                  Foto: Claus Starup

Efter 15 år slutter Dragsholmrevyen af. Det sker med manér og HELT på toppen.  Efter denne anmelders mening har revyen et bid, der ikke er til at komme uden om. For hold da op, hvor den præsterer tekster, der i den grad vil noget, og giver stof til eftertanke! Samtidig har den to sprudlende skuespillere i front, der kan det med at levere en tekst!

Dragsholmrevyen præsterer i år meget at grine af, et par nå ja, halvplatte vittigheder, men først og fremmest, så præsterer den tekster med indhold og kød på. Og sidstnævnte vil revyen i den grad blive husket på.

I forreste linje til at levere teksterne står de to sprudlende energibundter Bente Eskesen og Susanne Breuning. De to formår i den grad at levere tekster, der vil leve videre hos mange tilskuere, længe efter at scenelyset er slukket. For det er tekster, man ikke bare sådan ryster af sig! Og netop det synes denne anmelder er noget af det fornemmeste ved den danske revytradition: At nok skal revyen være sjov og underholdende, men den må også gerne give os alle, og dermed også danskheden, på godt og ondt, et drag over nakken. Med andre ord stof til eftertanke.

Formidable tekster

Svigermor, Kisser er død, Oh pair, Luk mig ud, og Panda er blot nogle af teksterne i revyens første akt, man ikke sådan lige ryster af sig. De er bidende i deres satire, og de spider i den grad dele af samfundet Danmark, og ikke mindst nogle danskeres holdning til andre mennesker, danske, som ikke danske. Og nå ja, så er der også storpolitik, ikke at forglemme.

Svigermor er forfattet af Sara Rahmeh: To kvinder mødes til en drink, og snakken går lystigt om, at den ene er blevet svigermor til en muslimsk kvinde. Hvilke tanker gør man sig selv i den rolle, og hvilke tanker gør andre sig?

Naturligvis er der også lidt forviklinger ind over, og i den sammenhæng kunne jeg ikke undgå at tænke lidt på en af dansk revys største succeser: Opinionsundersøgelse fra 1977 med Margueritte Viby og Buster Larsen.

Svigermor er sjov, underfundig og så giver den ikke mindst stof til eftertanke.

Oh Pair, ikke Au Pair

Stof til eftertanke giver også teksten Oh Pair, bemærk ikke Au pair! Her får menneskesynet, og nej ikke det positive, i den grad et drag over nakken. Mester til at levere teksten, skrevet af Søren Graversen, er Susanne Breuning.

Panda er med idé af samme Susanne og af revyens instruktør Jakob Fauerby. Afsættet er de to pandaer i Zoo, som Kina i diplomatiets tjeneste har ”lånt” Danmark.

Som de fleste sikkert husker, så var hunpandaen tidligere i år i brunst, men hanpandaen så ikke hendes lyster og gnaskede lystigt videre på sine bambusgrene.

Hun pandaen kommer på scenen til Je táime og gør sig i den grad til, og hold da op, hvor hun stripper og giver den gas. Hylende morsomt er det, lige indtil hanpandaen i sand frygt for overgreb har forladt scenen og hunpandaen smider masken.  Frem dukker naturligvis Susanne, og så går der storpolitik og ikke mindst menneskerettigheder, undertrykkelse og kinesisk forsøg på at udrydde det muslimske mindretal uighurerne, i historien. Endnu en bidende tekst med stof til eftertanke.

Nummeret Luk mig ud er mesterligt skrevet af Anders og Jakob Fauerby, og leveres af Bente og Susanne. Bente er den demente mor, der i sine lyse øjeblikke husker, at ægtemanden er død, mens Susanne er datteren der kommer på besøg med en buket blomster. For de af os, der har haft demenssygdom inde på livet er det en barsk sag og en kraftig reminder om, at vi skal leve, mens vi kan.

Luk mig ud går i den grad ind under huden. Den er smuk, men først og fremmest rørende!

Hvilke hensyn vejer tungest?

Anden akt lægger særdeles hårdt ud med den meget søde tandfe spillet af Susanne, der hurtigt afløses af kollegaen Forhudsfeen spillet af Bente. Som de fleste har gættet handler nummeret Forhudsfeen – 2. omskæring om hele omskæringsdebatten. For nok påberåber landets statsminister Mette Frederiksen, sig også at være børnenes minister, men tydeligvis ikke muslimske og jødiske drengebørns minister.

Bag teksten står Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard. Og igen er kun at sige, wau for en tekst. Den er til tider vanvittig morsom, men hold da op, hvor den også spot on klart markerer, at statsministeren hellere, af historiske grunde, tager stærke voksne religiøse kræfters parti, end svage børns parti.

Følte vi os lige ramte

Søren Dyhr står bag den helt fantastiske Velkommen hjem. På scenen står Susanne, der modtager en flok flygtninge fra den syriske Al -Hol flygtningelejr. Teksten er meget direkte henvendt til publikum, og jeg følte iblandt som om det var mig, der ”som flygtning” var kommet i kløerne på…

Nå ja, der var spark både til en vis Onkel Tesfaye, ja, naturligvis udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye, men også til en tidligere minister på området Inger Støjberg. Såvel teksten som leveringen af budskabet i flygtningedebatten kan ikke gøres bedre!

Og så blev der drukket

Aftenens mest underholdende nummer var Drikke med Rikke. Ustyrligt morsomt er det, og ja, det skal opleves! Her blandes og drikkes drink på drink, og hver drink får sit eget navn. Måske ikke uventet opkaldes den mest bitre drink for Jacob Ellemann.

Teksterne Bente og Susannes farvel, samt Den allersidste sang markerer på sjov, men også vemodig vis, at Dragsholmrevyen i år, efter 15 år, lukker og slukker. Som det i anden forbindelse har lydt fra Bente Eskesen er det bedre at lukke, mens man er på toppen. Og det er årets Dragsholmrevy: HELT på toppen.

Med til at gøre dette års forestilling fuldendt er også de to skuespilleres ping-pong med musiker Niels Bugge, der må lægge øre og ryg til mangt og meget, til instruktør Jakob Fauerby, og ikke mindst regissør Grethe Koefoed, der også har små statistroller i selve revyen. Endelig må den meget flotte, måske årets flotteste på en revyscene, scenografi, ikke glemmes!

Summa summarum efter at have set en stribe af revyerne øst for Storebælt er kun at skrive at Dragsholmrevyen i den grad tør! I Dragsholmrevyen finder man teksterne, hvor man fristes til at skrive, de tør, hvor andre tier. Det er naturligvis en sandhed med modifikation, men faktum er, at man i Nykøbing S, præsterer tekster der går langt, meget langt. For langt? Døm selv og tag en tur til Nordvestsjælland. Men vær beredt!

Dragsholmrevyen og alle medvirkende får seks særdeles velfortjente store stjerner fra Out & About! Og ja, vi ligger højt med antallet af stjerner i år, men æres de som æres bør: 2021 sæsonen byder generelt på rigtig gode revyer!

Kort om det kreative hold

Instruktion: Jakob Fauerby

Skuespillere Susanne Breuning & Bente Eskesen

Musiker: Niels Bugge

Koreografi: Susanne Breuning

Regissør: Grethe Koefoed

Afvikling Ebbe Mondrup

+ et stort antal frivillige.

Spiller på Odsherred Teater i Nykøbing S. frem til den 14. august.

Mulighed for tilkøb af buffet inden forestillingen.

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Første Rainbow Cabaret