Dengang manden var fjenden (1974)

Den 76-årige Jytte Larsen er uddannet historiker og har i mange år arbejdet med ligestilling, blandt andet som ansat i Kvinfo.

Af Bjarne Henrik Lundis

Som uddannet historiker i begyndelsen af 1970’erne fik Jytte Larsen arbejde på et gymnasium. Hun boede i et kvindekollektiv i København og havde her en kæreste, som fik Jytte Larsen med ind i kvindebevægelsen.

Det var den direkte årsag til, at Jytte Larsen i 1974 for første gang deltog på Femø-lejren. På Femø-lejren gav de mere erfarne deltagere her introduktion til Jytte Larsen og de andre nye på lejren. Og de begyndte at fortælle om noget, der hed feministisk diskurs.

”Feministisk diskurs bestod grundlæggende i, at vi dengang talte om kvindeundertrykkelse. I dag taler vi om kønsmagtsystemer eller kønssystemer. Dengang talte vi om patriarkatet. Det var en ny forståelse af, at køn var et af de midler, som man brugte til at fordele magten i samfundet, og at der var et kæmpe magtgab mellem kvinder og mænd. Og det havde afgørende betydning for ens muligheder – hvilket køn man havde ved fødslen – selv om vi sagde, at vi var et ligestillet samfund. Man behøvede bare at kigge i en statistik, så kunne man se, at det var mændene, der sad på magten i samfundet. Og at kvinder i høj grad var afhængige af mænd og ikke havde mulighed for i fuldt omfang at udfolde deres liv.

På det tidspunkt sagde man, at vi havde ligeløn. Men det vidste sig, at det havde vi ikke i praksis. Vi kvinder havde ikke den reelle ligestilling, som samfundet ellers påstod, at vi havde. Der skulle helt andre midler og en helt anden organisation til for, at vi kvinder kunne komme videre i den ligestillingskamp, som vores formødre havde startet 100 år tidligere.”

Læs også: Lesbisk Bevægelse (1974)

Samme år som Jytte Larsen første gang kom på Femø-lejren, blev Lesbisk Bevægelse skiftet, og her blev Jytte Larsen aktiv. De talte ikke som i dag om heteronormativitet, men derimod om tvangs-heteroseksualisering.

”Men det er jo fuldstændig det samme. For at forstå, at der er forskel på mænds liv og kvinders liv, og at det er så uretfærdigt, så vender man sig selvfølgelig imod det liv, man selv lever og ser på, hvem er det egentlig, at jeg kan leve mit liv sammen med. Det var som nævnt først, da jeg kom på Femø, at jeg fandt ud af, at jeg kunne leve som åben lesbisk, og at der kom ord på det hele.”

 

Manden var fjenden

En af de ting, som Jytte Larsen og andre aktive i rødstrømpebevægelsen sagde i 1970’erne, var:

”Kan man gå i seng med fjenden? For i det øjeblik, at man ligesom opfattede manden – og ikke kun kønnet, men faktisk den enkelte mand – som bærer af patriarkatet og dermed som din undertrykker: Hvordan kan du så gå i seng med din undertrykker? Der gik historier på Femø om, hvordan når det gik op for kvinder, at det var sådan, at det hang sammen, at så gik de ned på kroen og tog mønttelefonen her og ringede hjem til deres mænd og sagde, at de ville skilles. For man talte jo på lejren med andre kvinder om sin egen historie, det var ligesom Me Too-bevægelsen i dag. Man fortalte om ting, som man havde gået og puttet med, og så blev man pludselig meget vred, og så ændrer man ens liv. Jeg blev ikke selv så vred som de heteroseksuelle, for jeg havde som nævnt aldrig levet et heteroseksuelt liv. Når man bliver bevidst om ting, så tror man, at man kan lave hele livet om på en gang, så i den forstand var kvindebevægelsen en fantastisk utopisk bevægelse. Vi forestillede os, at vi kunne lave samfundet grundlæggende om, og vi ændrede også mange ting. Vi skulle til at tænke tingene forfra: Hvordan er det, vi skal leve vores liv? Og for mig var det klart, at det skulle være et kollektivt liv. Det var helt sikkert. Kvindebevægelsen var stadig en bevægelse på socialismens betingelser, det var i kollektiver vi tænkte, og det gjaldt både privat, familie og arbejdslivet.”

Jytte Larsen gør opmærksom på, at der i kølvandet på ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse, der skete i denne periode, allerede var kommet en kollektiv-bevægelse. Et alternativ til ægteskabet.

”Som historiker begyndte jeg at læse feministisk historie. Jeg kunne se, at kvinders ægteskab var styret af en patriark. Det mandlige familieoverhoved, som juridisk var blevet afskaffet, var det slet ikke i virkeligheden. Jeg så roden til kvindeundertrykkelsen i patriarkalske bastioner i ægteskabet og i samfundet som sådan. Det begyndte i ægteskabet. Og i og med, at kvinder havde giftet sig med en mand, havde fået børn og dermed bundet sig til en hustru- og moderrolle, det forhindrede dem i at udfolde sig. Det var det billede, jeg havde med mig. Og derfor var jeg fuldstændig overbevist om, at ægteskabet sang på sidste vers. For nu ville alle og enhver kunne indse, at det var arnestedet for patriarkatet. Skilsmisseprocenten steg også i den periode. Man begyndte i højere grad at have samlivsformer, hvor man ikke havde papir på hinanden, og det var som nævnt en bevægelse, der allerede var sat i gang i 1960’erne.”

Som nævnt så en del af kvindebevægelsen manden som fjenden. Et af sloganene fra dengang hed også:  ”Mændene ind i bilerne, og bilerne ud af byen.”

”Rødstrømpebevægelsen var som så meget andet inspireret og kom fra USA og Holland. Ved den første demonstration i Rødstrømpebevægelsen, hvor en håndfuld gik op ad Strøget, var der faktisk også mænd med. Men ved et af de efterfølgende møder besluttede kvinderne sig for, at mændene ikke måtte være med. Når de smed mændene ud, så skyldes det den erfaring, som kvinderne blandt andet havde fra ungdomsoprøret. Her opdagede de, at de mænd, som de var kærester med, og som de lavede oprør sammen med, de var lige så chauvinistiske og styrende som deres fædre. Og det var derfra, at sloganet fra kvinder i Rødstrømpebevægelsen om, at man ikke ville lave te til revolutionen, stammer fra. Kvinderne besluttede sig for, at de ville udvikle sine egne idéer, og det skete i basisgrupper. De var en slags politiske tænketanke. Vi sagde:  Det private er politisk, så vi starter med at undersøge vores eget privatliv og snakker om, hvad er det egentligt for et liv, vi har.

Det var i den proces, at den enkelte mand blev holdt ansvarlig for samfundets kvindeundertrykkelse. Og det var derfor nærliggende for mange kvinder, der havde levet i et heteroseksuelt ægteskab, at de i stedet begyndte at leve som lesbiske, for så blev de fri for at gå i seng med fjenden.”

 

Levede et kvindeliv

Det var som led i det, at drømmen om et kvindeligt storkollektiv opstod, fortæller Jytte Larsen.

”Det realiserede vi på Femø, i kvindehusene og senere på Kvindehøjskolen. Så kunne det jo være, at mændene ville lave deres egen bevægelse, og der var også BBF, Bøssernes Befrielses Front. Vi kunne så en gang ud i fremtiden mødes, når vi hver især var kommet til en afklaring om, hvordan vi kunne lave et ligestillet samfund.”

På spørgsmålet om Jytte Larsen i denne periode så nogle bøsser, om de også som andre mænd blev betragtet som fjenden, forklarer hun:

”Mændene var fjenden, og dermed også bøsser. Der var heller ikke dengang noget godt forhold mellem bøsser og lesbiske. Lesbiske strømmede heller ikke ind i LBL. Vi havde mere tilfælles med bøsserne i BBF som ligesom os delte utopien om, at vi at ville ændre samfundet helt. Men selv bøsserne i BBF var jo mænd, og i og med, at de var det, så indgik de i den ligning, der hed, at mænd undertrykker kvinder i det her samfund. Og mænd har nogle privilegier, som kvinder ikke har. Det vil sige, at samtidig med, at kvinder/lesbiske godt kan have et godt personligt forhold/venskab til nogle bøsser, så kom de dog aldrig ind i den sfære, hvor vi kæmpede sammen mod patriarkatet. For det var trods alt de færreste bøsser – også i BBF – som havde sådan en feministisk analyse af, hvordan samfundet hang sammen.”

 

Ville ændre samfundet

Jytte Larsen var her i slutningen af 1970’erne vidne til, at LBL begyndte at tale om, de gerne vil have nogle juridiske rettigheder og en anerkendelse af homoseksuelles samlivsform. En retning, som hun bestemt ikke syntes, var den rigtige at gå.

”Det LBL skulle have gjort efter min mening, var, at de skulle have haft det samme syn på ægteskabet og samfundet, som vi havde, og de skulle have været feminister. De skulle ikke snakke om ligestilling, men om frisættelse og være med til at lave samfundet om. Og i det fremtidige samfund, som jeg kunne se for mig, var der ikke nogen, der blev gift – heller ikke bøsser og lesbiske. Tværtimod, så var jeg af den opfattelse, at ægteskabet var dybt reaktionært. Så jeg kunne ikke støtte op om LBL’s vej at gå. Jeg betragtede det også mest som en bøsse-ting. Bøsserne havde en magtfuld stilling i samfundet, og det var kun de rige, der ville have arveregler og kunne sikre hinanden. Desuden syntes jeg, at de var utrolige konventionelle. Bøsserne ville bare være så normale som muligt. Og jeg ville i stedet have lagt en bombe under normaliteten, så jeg vendte tommelfingeren nedad over for LBL. I stedet skulle vi hellere lave nogle andre familieformer.”

”Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg se at jeg tog fejl: Ægteskabet består. Men det forandrer sig og åbner sig mere op. Også selve begrebet det kønsneutrale ægteskab. Så ægteskabslovgivningen har åbnet sig, og det har rigtig mange konsekvenser. Man kan nu også være flere, der deler.”

– Når du nu i dag ser tilbage. Har du så stadig den samme holdning til registreret partnerskab og ægteskab, eller har du skiftet holdning?

”Det, at vi i Kvindebevægelsen og Lesbisk Bevægelse var kritisk indstillet over for LBL, var en ting. Man var nødt til at gå på to ben. Vi opnåede noget meget vigtigt i kvindebevægelsen dengang med vores aktioner. Men den anden vej – den realpolitiske vej – var jo også vigtig, og den forsømte vi i kvindebevægelsen. Så man kan sige, at der på mange leder og kanter kom et godt resultat ud af denne politiske arbejdsfordeling.”