Unik fortælling om homoseksuelle i København i begyndelsen af 1900 tallet
Dengang da jeg var pige – en hanpiges erindringer er Knud Petersens fortællinger om sin ungdom er et unikt indblik i Københavns homoseksuelle arbejderklassemiljø i 1910’erne og 1920’erne.
Knud Petersen er født på Vesterbro omkring 1895. Først da han var blevet en ældre herre, valgte han at nedskrive sine oplevelser. Han tilegnede sine erindringer til sin søsters sønnesøn, som han var overbevist om også var bøsse. Dermed får vi på 150 sider et unikt indblik i, hvad det ville sige at være bøsse i København i begyndelsen af det forrige århundrede. Hovedvægten af optegnelserne foregår i årene 1910 til 1925.
Da den purunge, forældreløse Knud tilfældigt møder den bramfri hanpige Alvilda på et pissoir, bliver han hvirvlet ind i en helt ny verden. Der åbner sig et hav af ny oplevelser for den unge mand. Med mandejagt på Nørrevold, hanpigeballer og muntre timer hos Mutter Røv i Gothersgade.
Vi får som læsere et indblik i et miljø, hvor man kun kender hinandens hanpigenavne. Hvor skam, tabu, prostitution, længsel og savn er evige livsledsagere. Men hvor man på trods af de hårde odds overlever hverdagens strabadser.
Røverhistorier, humor, drømme og håb, antændt af små stjerneskud af medmenneskelighed og kærlighed – eller en lummer oplevelse i en baggård, hvis man er heldig at rende på et ordentligt mandfolk.
Rigt illustreret
De mange billeder fra datidens København sætter læseren i den helt rette stemning og er med til at sætte billeder på de mange historier. Dengang da jeg var pige er desuden et enestående kildeskrift, der føjer et helt nyt kapitel til Danmarks- og LGBT+historien.
Anne Nørkjær Bang, Ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet, og Dag Heede, lektor ved Syddansk Universitet, har skrevet et grundigt efterskrift, som ud over at sætte beretningen i historisk kontekst også indvier læseren i den fascinerende historie om de håndskrevne løsarks rejse fra skrivebordsskuffens støv og glemsel til beretningerne bliver til en bog.
Knud Petersen: Dengang da jeg var en pige – en hanpiges erindringer
Ude fra 13. august på forlaget Ti Vilde Heste. 276 sider.
Find bogen her.
Læs også : Første danske krisecenter for LGBT+personer åbnet