Dansk kulturdelegation trodser aflysning i World OutGames
World OutGames overraskende aflysning af store dele af mega-eventet bliver mødt med overraskelse og beklagelse af den danske delegation fra Happy Copenhagen.
København er OutCity i Miami, og deltager med et stort kulturprogram. Det er en del af promoveringen af København som værtsby for WorldPride og EuroGames i 2010 under fællesnavnet Copenhagen 2021.
Efter den overraskende aflysning af åbnings- og afslutningsceremonier og det meste af det sportslige program, var der fredag aften krisemøde i den danske delegation.
”Vi er overraskede over aflysningen, da vi løbende er blevet fortalt, at man ville gennemføre arrangementet. Det er naturligvis beklageligt for de mange deltagere, som er rejst langt,” fortæller sekretariatschef for Happy Copenhagen Lars Christian Østergreen fra Miami og tilføjer:
”Vi er taget til Miami for at give folk den bedste oplevelse af København. Rigtig mange mennesker er rejst hertil, så det er stadig vores ambition, at de skal rejse hjem med et godt indtryk af vores by og vores indsats. Vi har fra starten lagt os i selen for at gennemføre et flot kulturprogram med blandt andet skoleskibet Georg Stage og flere kunstneriske indslag.
Under de givne rammer arbejder vi for at realisere så meget af dette som muligt for stadig at kunne markedsføre og promovere København som LGBTQ-venlig turistdestination.”
”Vi ved ikke på nuværende tidspunkt mere omkring baggrunden for arrangørernes beslutning, men vi samarbejder med myndigheder og andre samarbejdspartnere at skabe et overblik over, hvad der er gået galt,” slutter Lars Christian Østergreen af fra Miami.
Vi arbejder på en kommentar fra den sportslige del af den danske delegation, som tæller omkring 50 medlemmer af Pan Idræt. Mange af disse er ramt af aflysningerne.
Læs også: World OutGames efterforskes for svindel
Se også: Temperamenter blusser op, da World OutGames Miami aflyses timer før åbningsceremonier