Dansk guldsmed designer til Netflix-serien ”The Rain”

Den danske guldsmed Mads Heindorf har lavet en medaljon til serien, der får en afgørende rolle i sidste sæson af serien. Foto:  Netflix

Netop nu kan du se den sidste og endelige sæson af den dansk/svenske sci-fi drama-serie ”The Rain” på Netflix. Her spiller en medaljon en meget vigtig rolle. Medaljonen er lavet af den kendte guldsmed Mads Heindorf.

Projektet at skabe medaljonen til Netflix-serien strakt sig over mere en et år, fortæller Mads Heindorf, der laver rigtig mange smykker til homoverdenen. Det er blandt andet blevet til aids-sløjfer, præmier, hæderspriser og medaljer til sportsarrangementer som blandt andet World Outgames i 2009.

Serien, der blandt andet foregår i København handler om et søskendepar, der slutter sig til en gruppe overlevende efter en regnbåren virus har udryddet det meste af Skandinaviens befolkning.

Derfor var opgaven at skabe et smykke, der havde et klart nordisk udtryk og samtidig så både slidt og gammelt ud.

Opgaven med at lave et smykke til Netflix-serien var dog mere omstændigt end sædvanligt.

”Designet skulle først godkendes af filmfolkene i Danmark, og derefter videre til Netflix i USA, førend jeg kunne fortsætte”, fortæller Mads Heindorf til Out & About.

”Det var et spændende og interessant univers, jeg skulle sætte mig ind i, for jeg kendte ikke serien i forvejen”, tilføjer han.

Den særlige medaljon kommer i Netflix serien til at indeholde en hemmelighed, som kan vise sig yderst vigtig. Hvordan smykket får indflydelse på handlingen, må du selv opdage.

Medaljonen skulle se lidt gammel, slidt og nordisk ud. Den er lavet i sterling sølv med indsatte diamanter. Den kan blive din for knap 20.000 kr.  Foto: Mads Heindorf

”Det var bare superfedt at blive udvalgt til at lave et smykke til en så fremtrædende rolle i en tv-serie”, slutter Mads Heindorf.

 

Læs også: En gulddrengs eventyrrejse

Læs mere om “The Rain” her