SAMFUND

“Dansk” by i Californien opfordres til at omfavne Pride

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen under Copenhagen Pride 2022.
Foto: Thomas R. Kristensen

Københavns Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen sender brev til borgmesteren i den californiske by Solvang i Santa Ynez-dalen efter flagafbrænding og politisk modstand mod Santa Ynez Pride.

Københavns Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen har skrevet til hendes modstykke i den californiske by Solvang i Santa Ynez-dalen. Her opfordre hun ham til at give sin lokale Pride den fulde opbakning fra kommunen og lokalsamfundet.

I Solvang finder man monumenter som Tivoli Plads og et Rundetårn. Byen fejrer gerne sine danske forbindelser og historie, og har en befolkning på 5.000. Byen ligger 200 kilometer nord for Los Angeles.

Hæstorp Andersens brev kommer i kølvandet på nyheden om, at nogen i byen Solvang, der er grundlagt af danske immigranter for over hundrede år siden, er imod, at Santa Ynez Pride skulle finde sted i byen. Modstanderne begrunder modstanden med ‘at det støder mod deres “traditionelle” værdier. Sidste år blev også et regnbueflag brændt af i byen.

“I venskabets ånd mellem vores byer vil jeg opfordre dig til at give Santa Ynez Valley Pride og dit lokale LGBTI+ miljø fuld opbakning fra dit byråd, på samme måde som Københavns Kommune fuldt ud støtter Copenhagen Pride til fordel for alle københavnere. Og for at vise verden, at respekt og accept er afgørende værdier i et moderne og åbent samfund,” skriver Sophie Hæstorp Andersen i sit brev til borgmester Infanti.

Copenhagen Pride sender nye flag

Copenhagen Pride har lovet, at de vil erstatte ethvert afbrændt flag i Solvang med to nye. Flagene bliver sendt til Californien inden denne sommers Pride.

“Vi er rystede over at høre om modstanden mod Santa Ynez Valley Pride og afbrændingen af regnbueflag. Vi bragte WorldPride til København netop fordi, vi er forgængere for LGBTI+ rettigheder og accept. Også på globalt niveau, og modstanden mod Pride i Solvang er langt fra at afspejle de værdier, vi holder af i Danmark og i København. Vi blev nødt til at bede vores borgmester om at skrive til borgmester Infanti, og vi håber oprigtigt, at han hører hendes venlige budskab”, lyder det fra den politiske forperson for Copenhagen Pride, Lars Henriksen.

“Det er dog en trist indikation af, hvilken retning tingene går, når vi må vise opbakning til vores venner i lande som USA, hvor udviklingen lader til at gå den forkerte vej”, slutter Lars Henriksen.

Mere om Copenhagen Pride finder du her.

Læs også: En grafisk udgave af “Anne Franks dagbog” forbudt i skoler – for lesbisk.