SAMFUND

LGBT+ Danmark til kur hos Kongeparret

Mange hænder skal trykkes, når der afholdes de traditionsrige nytårskurre. Her hilser kongeparret på nogle af de indbudte til den ene af kurrene tirsdag den 6. januar. Foto: Kongehuset.

Traditionen tro starter et nyt år med en lang række nytårskure for og med Kongehuset. I år er ingen undtagelse. Dog er der sket ændringer i hvem, der kan deltage, hvilket betyder, at LGBT+ Danmark for første gang var repræsenteret.

Nytåret har i flere hundrede år har været lig med kur i Kongehuset. Sådan er det naturligvis også i år. Men noget er ændret. Det sker nemlig under nogle lidt andre former end sædvanligt. I år har en række nye personer fået en invitation. Og endda med regnbue skær. En af de organisationer, der som noget nyt fik en indbydelse var nemlig LGBT+ Danmark.

Førhen var nytårskuren blevet betegnet som “kur for de øverste rangklasser”. Men det er nu blevet erstattet med betegnelsen af “kur for det offentlige Danmark og udvalgte grupper med adels- og ærestitler”.

Det betyder blandt andet, at skaren af pensionerede majorer og oberster, som kan møde i kur, er blevet kraftigt reduceret. I stedet har alle landets borgmestre fået en invitation, ligesom man har gjort plads til flere af de store lands- og interesseorganisationer, som på forskellig vis repræsenterer det danske civilsamfund.

Kongehuset begrundede sidste år ændringerne med, at det er for at sikre en større repræsentativ og geografisk bredde i deltagerkredsen , samt for at gøre op med en utidssvarende hierarkisk rækkefølge.

Regnbue i sneen

Det var et sneklædt København som lagde kulisse til, da kongeparret tirsdag formiddag, i deres fineste pus, blev eskorteret i guldkaret af Gardehusarregimentets Hesteeskadron. I en rute fra Amalienborg til Christiansborg Slot kunne folk vinke og få et glimt af det smilende par.

Tirsdag var også dagen hvor LGBT+ Danmark deltog i kongeparrets Store Nytårskur på Christiansborg repræsenteret af sekretariatschef Susanne Branner. De udtrykker glæde for for det officielle Danmarks anerkendelse af det arbejde, generationer af bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner har gjort i vores landsforening – for frihed, fællesskab og rettigheder. Det sker i et opslag på organisations Sociale Medier og Link-in, hvor man også kan se et billede af Susanne Branner, betræde de bonede gulve i et sølvfarvet buksedragt.

En meget stor oplevelse

Out & About har talt med sekretariatsleder Susanne Branner for at høre, hvordan det var at repræsentere LGBT+ Danmark og på sin vis også LGBT+ miljøet generelt, ved denne lejlighed:

”Det var en meget stor oplevelse. Jeg var meget stolt på foreningens vegne og tænkte på alle vores forgængere – alle dem, der har gået forud og kæmpet for anerkendelse, accept og respekt. Jeg håber de tænker, at jeg gjorde dem ære til nytårskuren. Og at vi alle sammen oplevede, at dét, at vi er inviteret til at deltage i nytårskur er en anerkendelse af os som målgruppe, som foreninger og som miljø.”

Hvad betyder det at LGBT+ Danmark er blevet inviteret til at deltage?

”Det er jo en kæmpe anerkendelse som jeg mener tilfalder ikke kun LGBT+ Danmark, men alle de organisationer i LGBT+ miljøet, der til daglig arbejder for vores rettigheder – fra de lokale foreninger som LGBT+HUSET, LGBTQ+ Sønderborg og Lambda til de landsdækkende som Sabaah, LGBT Asylum og AIDS fondet og de mange pride-organisationer. Når man som vi har stået på yderkanten af samfundet i så mange år og arbejdet for ligestilling, og at blive anerkendt som ligeværdige medborgere, så føltes det virkelig som om, at vi samlet set fik et skulderklap fra allerhøjeste sted i Danmark. Betydningen af dét kan ikke undervurderes. Særligt ikke i disse år, hvor modstanden mod vores sag og målgruppe er voksende”

Kongeparret stod klar til at tage imod alle repræsentanterne og give hånd til hver og en. Foto: Kongehuset.

Tøjkrise og en tanke til farmor

Hvad var det for en oplevelse for dig personligt?

“Da jeg var barn og ikke sad ordentligt ved bordet, så skældte mine forældre mig ofte ude med sætningen ”hvad hvis du nu var til taffel hos dronningen?” og jeg tænkte altid, at det var rimelig usandsynligt, at jeg nogensinde skulle dét. Så det har været virkelig sjovt at gøre sig klar til at skulle til nytårskur. Jeg havde på forhånd bestemt mig for bare at nyde øjeblikket og være tilstede i det hele, og det synes jeg lykkedes. Og heldigvis var der en del kolleger fra andre organisationer, der var ligeså nye i det som mig, som jeg kunne læne mig op af på dagen. Jeg tænkte også meget på min farmor, som var hofjægermesterinde og som jeg er opkaldt efter. Hun ville også have været stolt af mig den dag.”

Var der nervøsitet inden, tøjkrise eller?

”Der var totalt tøjkrise! Protokollen foreskriver at kvinder skal have lang kjole på, og jeg går aldrig i kjole, så dét vidste jeg ikke kom til at ske. Samtidig syntes jeg heller ikke kjole og hvidt var passende. Men hvis ikke jeg kunne bryde med normerne, hvem skulle så kunne? Jeg endte med at få den allerbedste hjælp af Nikolaj Storm, som kastede sig ud i opgaven med at designe og sy et jakkesæt til mig, og jeg synes det endte med at være helt vildt flot. Jeg var den eneste kvinde, der ikke havde kjole på, men følte mig super godt tilpas.”

Sekretariatschefen stolt og glad foran Christiansborg på vej ind for at hilse på Kongeparret. Foto: LGBT+ Danmark.