Da Danmark gik foran
1. oktober er det præcis 25 år siden Danmark som det første land i verden gav par af samme køn mulighed for at indgå registreret partnerskab. Det var et stort fremskridt, mener Thomas R. Kristensen, redaktør på Out & About. Læs et uddrag af hans kommentar her – og læs hele kommentaren i bladet, der udkom i fredags.
1. oktober 1989 blev Danmark det første land i verden, som gav par af samme køn mulighed for at indgå registreret partnerskab.
Pligterne var de samme som i ægteskabet, men rettighederne færre: Ingen brug af ordet ægteskab. Ingen adoption. Ingen fælles forældremyndighed. Ingen kirkelig vielse. Og ingen partnerskaber mellem udlændinge – mindst en af parterne skulle have dansk statsborgerskab og bopæl.
Trods undtagelserne var registreret partnerskab et stort fremskridt. For nogle homoer havde det stor betydning at få samfundets anerkendelse. For nogle var det vigtigere at få en praktisk måde at sikre kæresten i tilfælde af sygdom og død. For nogle handlede det om kærlighed.
Hård debat i Folketinget
I Folketinget var tonen meget hård i debatterne op til lovens vedtagelse. Mest skinger var Kristeligt Folkeparti, som krævede folkeafstemning, og dele af Fremskridtspartiet – den tids yderste højrefløj.
– Det er min stærke formodning, at der blandt homoseksuelle er meget skiftende partnere. Vi har også set, at aids-sygdommen er meget udbredt blandt bøsser, så hvis vi accepterer disse forhold, risikerer vi altså at få en indvandring af den slags mennesker til Danmark, sagde daværende folketingsmedlem Jane Oksen (Fremskridtspartiet) i en af folketingsdebatterne.
Nærmest en selvfølge
Siden 1989 er homoseksuelles ligestilling nærmest blevet en selvfølge her i Danmark. I hvert fald i lovgivningen og blandt størstedelen af befolkningen.
Og selv om det ser sort ud mange steder i verden, er det trods alt gået den rigtige vej i mange lande.
– Hvad der startede i et lille hjørne af det høje nord, har i dag udviklet sig til, at en milliard af verdens borgere nu har adgang til ægteskab for par af samme køn eller en eller anden form for registreret partnerskab, skriver Søren Laursen fra LGBT Danmark på side 14 i månedens udgave af Out & About.
Læs hele Thomas R. Kristensens kommentar i anledning af det registrerede partnerskabs 25 -års jubilæum – samt interviewet med Søren Laursen og meget andet – i den fysiske udgave af Out & About, der udkom i fredags.