Copenhagen Pride fastholder dato

Foto: Bert Svalebølle

Der er 100 dage til Copenhagen Pride, der i år også er vært for WorldPride, vil farve hovedstaden i regnbuefarver. Trods nye retningslinjer gennemføres det store event.

Arrangørerne bag Copenhagen 2021 satser stadig på at gennemføre det store event. Et event der efter planen løber af stablen fra den 12. til den 22. august i både København og Malmö.

Hos Copenhagen 2021 anerkender man fuldt ud de udmeldinger, der i dag er kommet fra myndighederne. Man mener dog, at udmeldingen udviser en unødig overforsigtighed.

Den politiske genåbningsaftale der blev indgået natten til tirsdag lægger op til at der må være 5000 deltagere ved festivaler efter den 1. august.

Derfor arbejder man videre med planerne. København og Copenhagen Pride er i år også vært for den internationale WorldPride og Pan Idræt er i samme periode vært for det store LGBT+ sportsevent Eurogames. Begge event går under den fælles betegnelse Copenhagen 2021. Det er første gang de to begivenheder afholdes i samme by i samme periode.

Deltagerne i Copenhagen 2021 skal alle kunne fremvise et Coronapas eller et negativt testsvar.

Mest betydningsfulde LGBT+ event

“Med 100 dage til vi skyder Copenhagen 2021 i gang er vi glade for endelig at have klarhed over reglerne, men skuffede over, at der er truffet en så forsigtig og konservativ beslutning. København 2021 er den største og mest betydningsfulde LGBTI + begivenhed, der nogensinde er afholdt i Skandinavien. I de kommende uger vil vi offentliggøre mere detaljerede oplysninger om, hvordan vi vil imødekomme disse regler”, udtaler direktøren for Copenhagen 2021, Katja Moesgaard.

Udover tolv koncertaftner på Rådhuspladsen og selve WorldPride paraden, inkludere Copenhagen 2021 også en lang række menneskerettighedsbegivenheder i Øksnehallen, på Christiansborg og i FN-byen. Der vil desuden være sportsturneringer på tværs af København og en større sportsby på Islands Brygge. Derudover er Gammelstrand, Huset KBH og Rådhushaven vært for flere kulturbegivenheder.

Copenhagen 2021 arbejder allerede på højtryk med at udvikle et digitalt format med interaktive events, som folk, der ikke har mulighed for at besøge København til august, kan deltage i.

 

Mere om Copenhagen 2021 finder du her.

Læs også: Pride stemning i Odense – skal du afsted?