Bornholm får egen Pride forening
Det nye år er på Bornholm startet med stiftende generalforsamling for øens ny Pride-forening: Pride Bornholm.
Pride Bornholm er navnet på en spritny LGBT+ forening på klippeøen. En forening der har formålet med at skabe en tilbagevendende Pride for hele Bornholm.
Efter en succesfuld første Pride i Rønne i 2024, var det nu tid til at stadfæste initiativet. Derfor er der nu blevet skabt Pride Bornholm til det fremtidige arbejde.
”Generalforsamlingen gik rigtig fint. Der var både mødt mennesker vi kendte fra tidligere og helt nye frem. Vi havde fået et par henvendelser fra folk, som rigtig gerne ville være med, blandt andet et par stykker, som også deltog i Priden sidste år. Der var en fin stemning, og alle gav udtryk for, at de var parate til at lægge alle kræfter i et rigtig godt arrangement ” lyder det fra Flemming Stougaard, der var tilstede og som nu også er nyvalgt bestyrelsesmedlem i Pride Bornholm.
At gribe det mere professionelt an
”Foreningens formål er at arrangere en årligt tilbagevendende Pride på Bornholm. Vi håber, at vi kan gøre det endnu bedre end sidste år, hvor vi havde en fantastisk dag. Der var pragtfuldt vejr og alt gik som det skulle, men vi var alle rene amatører, så det var en hård omgang. Vi håber med den nye forening at kunne gribe det mere professionelt an”, tilføjer Flemming Stougaard.
Det var 6. september 2024 at den første Pride Bornholm blev afholdt. Der har tidligere været en anden uafhængig Pride på den lille nabo ø Christiansø. Men denne nye Pride fandt sted i Rønne med formålet om at være hele Bornholms Pride.
Der var god lokal opbakning, hvor ca. 150 gik med i paraden og omkring 300 deltog efterfølgende.
Kun positiv modtagelse
”Vi havde en parade på cirka en time, der gik gennem Rønnes gader. Herefter var der cirka tre timer med forskellig underholdning, taler og så videre på Store Torv i Rønne. Masser af glade mennesker og absolut kun positiv modtagelse” beretter Flemming Stougaard inden han kommer ind på nødvendigheden af en forening:
”Priden sidste år var arrangeret af Fria Fâula, som er den lokale afdeling af LGBT+Danmark sammen med Ungerådet og UngMod. Det viste sig dog, at det var lidt svært at koordinere, når der var flere interesser på spil, men det lykkedes, og dagen var helt fantastisk. Men for fremtiden er det nemmere med én forening som anker.”
En bestyrelse i arbejdstøjet
Den stiftende generalforsamling blev afholdt på Rønne Bibliotek tirsdag den 7. januar.
Der var en del, der på forhånd havde vist interesse for at træde ind i den nye bestyrelse. Og det endte med, at der var syv kandidater til de fem pladser i bestyrelsen.
De fem der endte med at blive valgt er:
Flemming Stougaard,
Thomas Secher,
Hanne Dietrich,
John Blicher Madsen,
Jørgen Schou Hansen.
Derudover blev der valgt to suppleanter, nemlig Anja Svart Kofod og Pernille Hansen.
Bestyrelsen er opsat på at komme i gang straks, og afholder allerede konstituerende møde den 20. januar, hvor de forskellige poster i bestyrelsen bliver fordelt.
Datoen for Pride Bornholm 2025 ligger klar, og det bliver den 30. august og der er store forhåbninger samt vilje til forbedringer, slutter Flemming Stougaard af med at fortælle:
”I år regner vi med et større arrangement, måske over hele lørdagen, og måske et start-arrangement aftenen før et sted i byen. Vi har fået en del feedback både fra de frivillige der hjalp os, og dem som mødte op som gæster, til forbedringer, og det vil vi se nærmere på. Blandt andet mere musik i paraden.”