KULTUR

”Bøsse” – debutsingle fra QUIM

Danske QUIM udgiver nu debutsinglen ”Bøsse”, der handler om at gøre op med skam. En sang, der hylder det at stå ved sig selv og være stolt af det.

Under kunstnernavnet QUIM udgiver sanger, sangskriver og produceren Kim Frandsen nu sin allerførste single ”Bøsse”.

Sangen handler om at stå ved sig selv og være stolt af det. Den er forløberen for en kommende EP med samme navn, der er planlagt til at lande i løbet af sommeren.

”Bøsse er selvfølgelig en sang, der handler om min personlige følelse af frigørelse, men jeg håber, den kan vække nogle af de samme følelser i alle, der lytter til den,” fortæller QUIM.

Den kommende EP vil rumme fem popsange alle skrevet af QUIM selv. Blandt andet rummer den en duet med den populære sanger og sangskriver Annika Aakjær.

Nummeret ”Bøsse” er ligeledes et stort nik til Bent Jacobsen, der tilbage i 1975 udgav albummet ”Bøsse”.

Et album, der efter QUIMs mening er en musikalsk milepæl i LGBTQ-frihedskampen.

Samtidig med debutsinglen er QUIM også klar med en video til nummeret.

”Den oprindelige planlagte video med voguedansere, dragqueens og komikerduoen Ditte & Louise satte corona-krisen en stopper for,” fortæller QUIM.

”Men jeg har taget udfordringen op og indsamlet klip fra voguedansere, dragqueens og andre fans – herunder også Ditte & Louise, der sender hjerter afsted til alle LGBTQ-personer. Alle har de lipsync’et eller danset til sangen hjemmefra eller på behørig afstand fra andre mennesker,” uddyber han.

”Bøsse” er ude fredag den 15. maj 2020.