Bodega blues og julemoves på Limfjordsteateret

Replikkerne er skarpe, karakterarbejdet er gennemført og humoren er i topform ved Limfjordsteaterets genopsætning af juleforestillingen Brunos Bodega Forever.

Du kender den helt sikkert. Bodegaen. Det brune værtshus med duggede ruder og en ofte meget slidt facade. Du har cyklet forbi den utallige gange. Lugtet cigaretosen fra de tætpakkede krostuer. Hørt Birthe Kjærs ”Røde gummibåd” på repeat igen og igen. Mens du har siddet og drukket rosé på vinetablissementet et par gader væk. Rystet på hovedet, når drankerne har vandret spritstive ud i natten. Men har du nogensinde været derinde? Hvis ikke, så giver Limfjordsteateret dig et finurligt indblik i bodegaens brogede verden.

Allerede fra første scene føler man sig, som etnografen, der laver feltarbejde i en fjern og endnu ukendt stamme. Sproget er smækfyldt med referencer og en indforståethed, man sjældent møder i storbyens fine kultursaloner. Øgenavnene og de mange historier om det, der var engang, er med til at føje kolorit til det slidte og rodede bodegamiljø. Det er tydeligt, at skuespiller og dramatiker Lasse Pop har gjort sig umage med sproget og dets intertekstualitet. Man føler virkelig, at man er trådt ind i en ny og finurlig verden, hvor intet er, som man er vandt til. Man bliver Maude, der har forvildet sig ind på Jernbanerestauranten og nu sidder til bords med Grisehandleren og Fede.

Replikkerne er skarpe og velleverede. Sammen med de mange musikalske indslag og den lommefilosofiske lokumspoesi, der lyder gennem væggene fra pissoiret, skabes en velskabt fortælling om bodegaen som et totalt socialt fænomen. Et sted, hvor alle, høj som lav, kommer og møder hinanden på kryds og tværs.

For Gud og hver mand

Foruden de velskrevne replikker, er det skuespillertekniske karakterarbejde helt i top. I mødet med bodegaens kreds af stamkunder, præsenteres man for en bred og mangfoldig vifte af typer. Typer, man let kunne forestille sig, har deres gang på disse brune beværtninger.

Det fremgår tydeligt, hvordan der i både sprog og spillestil, er et ønske om at portrættere bodegaen som et mødested. Et sted, hvor Gud og hver mand kommer og finder en selvvalgt familie, når blodets bånd og velfærdssystemet bliver utilstrækkeligt. Man genkender mange af disse typer fra gadebilledet. Den systemkæmpende stakkel SynneJytte, bonderøven Allan Pisbows, alkoholikeren Recept Rasmus, missionæren Susan og konspirationsteoretikeren Drone Sand.

Der er noget trygt i at tænke på, at disse farverige originaler har et sted at komme hen til. Et sted, hvor bartenderen tager imod dem med åbne arme. Mens de kan lægge hverdagens våben fra sig og finde fred over et glas Von Oosten.

I samspillet mellem replikkerne og skuespillerarbejdet skabes der rum for at karaktererne kan have samtaler om store eksistentielle emner. På den måde bliver der plads til at vende tanker om smerte, sorg, liv, død, tro og tvivl. Samtaler, der er med til at gøre typerne til reelle karakterer og ikke blot stereotyper. Dette er sammen med den gode solide humor med til at skabe en dynamisk og spændende forestilling, der holder publikum engagerede fra start til slut.

En hyldest til værtshuset

Brunos Bodega er med sit farverige persongalleri og hjemmelige rammer et billede på et Danmark, der er langsomt forsvinder. For godt nok ligger der forsat bodegaer i hver en lille provinsby, men det betyder ikke, at de er velbesøgte. I takt med at ungdommen søger mod byernes slaraffenland af farver og fester, dør de brune beværtninger ud. Derfor kan forestillingen ses som en hyldest til et stykke kulturhistorie, der fortæller noget særligt om det at være dansker.

For stykkets karakterer er bodegaen både samlingsstedet, sladderbørsen, kommunekontoret, kirken og kroen. Det er der, hvor venskaber og de svære samtaler folder sig ud på analog vis i en  hyper digitaliseret tidsalder. Denne skildring af at have et analogt fristed, hvor man træffer noget så sjældent som ægte mennesker med ægte følelser, kan man nikke genkendende til. Hvad enten man færdes i værtshusmiljøet eller ej.

På den måde portrætteres der i forestillingen noget universelt. Samtidigt med man kommer med indenfor i en fremmed og spændende verden bestående af glammende ølhunde og vaskeægte bodegaslagsmål.

Nogle kritikkere ville måske sige, at bodegaen og dens stamgæster skildres lige lovligt idyllisk. Her kan man atter fremhæve det glimrende dialogarbejde, hvorigennem der tilføjes facetter og nuancer til de ellers typemæssige klassiske karakterer. Det er dette sublime arbejde, der giver en lyst til at skifte stilethælene ud med træskoene og gå en tur på værtshus næste gang man befinder sig i provinsen.

En original juleforestilling

Når man ser Brunos Bodega Forever, kan man hurtigt glemme, at der faktisk er tale om en juleforestilling. Julen er nemlig, med enkelte undtagelser, nærmest fraværende gennem hele stykket. Denne underspillede tilgang til julen passer udmærket ind i det miljø, som scenograf Christian Q. Clausen forsøger at skabe. Fraværet af guirlander og nisselandskaber, fremhæver nemlig karaktererne og deres tusinde farver. Det er dem, der er den reelle julepynt på værtshusets brune barstole. Det er deres historier, som træder i forgrunden i denne nye særprægene julefortælling, hvor bodega blues og julemoves smelter sammen.

Det er netop denne originalitet man ønsker at se, når man lægger vejen forbi et af landets egnsteatre. Her titter kreativiteten ofte frem på anden vis, end man ser på storbyens scener, hvor pengestrømmene og resurserne er uendelige. På de små teatre mestrer man at skabe flotte forestillinger for få midler. Dette har det kreative team på Limfjordsteateret mestret til topkarakter. Med Brunos Bodega Forever har de skabt en relevant, nærværende, morsom og gennemført forestilling, som enhver burde unde sig selv at gå ind og se. Dette er der rig mulighed for, når forestillingen i det nye år turnerer rundt i det ganske danske land.

Om Brunos Bodega Forever

Medvirkende: Lasse Popp, Asger Kjær og Pernille Nedergaard Haugesen Musiker m.m.: Kim Fast Jensen Manuskript og sange: Lasse Popp Instruktør: Marlene Smith Scenograf: Christian Q. Clausen Lysdesign og lyd: Mads Bjerregaard Nielsen Kostumer: Lene Bek Nielsen samt Dorte Christiansen og Betina Herløv Møller Scenebyg, rekvisitter og teknik : Bjarne Blaabjerg Jensen, Christian Q. Clausen, Robyn Halkjær og Stine Gøttrup.

Forestillingen vil i januar og februar tunere rundt i store dele af landet. Tjek hvor og hvornår de spiller i en by i nærheden af dig lige her.