Bellevue Teateret fejrer 90 års fødselsdag med fantastisk sommerballet

Bellevue Teatret fejrer 90-års jubilæum, og det markeres med et helt nyt design af Bellevue stolen. Samtidig gentager de kraftanstrengelsen med at skaffe så dygtige solodansere som Alban Lendorf og Astrid Elbo og den sicilianske danser Elisabeth Vincenti inklusiv en fantastisk brasiliansk dansetrup til Klampenborg. For fulde huse førte de os på en rejse gennem flere fælles dystre temaer.

Der var fire danseafdelinger med lange pauser imellem – både moderne dans og den kendte ’Enetime’ af Flemming Flindt fra 1964, og den noget ældre koreografi ’Le Jeune Homme et la Mort’ af Roland Petits fra 1946. Det begejstrede publikum fattede dog tilsyneladende ikke rigtig den triste ’fin de siècle’ stemning med kulturel træthed, kønshad og livslede, kunne man få indtrykket af. Men okay, der er nok heller ikke så meget at være trist over i Gentofte.

Enetime

Enetime er voldtægt og mord. Den strenge, nærmest sadistiske og personlighedsnedbrydende danselærer korrekser og retter i uendelighed den glade unge danserinde, der skal modtage undervisning. Hun møder livet med smil og iver efter at danse og gør alt korrekt, men den mandlige instruktør bliver ondere og ondere.

Imens akkompagnerer den tvære spillelærerinde på klaver – og ser til – prøver at gribe ind – men magter det ikke. Smilet stivner langsomt på den unge danserinde, og det ender med danselærerens mord på den unge pige. Den onde klavertante og den onde danselærer forener sig i Flemming Flindts psykologiske balletgyser og ender med at bære liget ud – sammen.
Min ledsager så den i oktober 1964 med sine forældre på Gamle Scene, som det nu hedder. Dengang fangede hun ikke rigtig ondskaben. Ifølge hende var denne udgave både fremragende dans og skuespil. Alban og Astrid gjorde et overbevisende udtryk. Min ledsager kneb en tåre over ondskaben. Opløftende var det ikke – men bidrog eminent til den onde stemning af ’Fin de siècle’.

Vivi Flindt har iscenesat ´Enetime’ efter skuespillet ’La Leçon’ af Eugène Ionesco.

Stol – A matter of trust

Ti kønsløse dansere i habitter med kødsårslignende maskerede ansigter danser med Arne Jacobsens 7’er stole i formationer. Musikken er den monotone nærmest enerverende ’Bolero’ af Maurice Ravel. Fortolkningen ligger åben. Selv siger truppen, at det er en stoledans om fællesskab i en verden fyldt med rystelser. Alle havde dog stole, og ingen blev udelukkede. First world it is.

Den første tanke, jeg fik, med de fine hørhabitter og de anonymiserede ansigter, var et Mærsk kontor i timerne, efter de har afnoteret aktierne og begynder at forstå, at det hele er solgt til et kapitaltømningsselskab. Det systematiserede og rytmiske kaos var til at forstå. ’Fin de siècle’ igen.

Castelo

De samme ti dansere i store underbenklæder og bare overkroppe – nydelige – på nær dog fem kvinders overkroppe, som var dækkede af beige overstore BH’-lignende bleer. Ærgerligt, at vi endnu ikke kan tåle at se hele kvindekroppe. Eller måske en mere elegant tildækning. Det havde været befriende og frit.

Dansetruppens egen forklaring på koreografiens fortolkning er, at mennesket søger mening i en moderne verden i en konstant forandring. Hver enkelt må finde styrken til at sætte sig op imod de forandringer, der har potentiale til at ødelægge os.

Også her rammer ’Fin de siècle’ med en stemning præget af nervøsitet, moralsk forfald og en forventning om et snarligt skifte. Kroppene støtter sig til hinanden, kravler hen over hinanden og danser i formationer for et usynligt, skrøbeligt og måske slet ikke eksisterende fællesskab.

Le Jeune Homme et la Mort

Scenen sættes med en truende galge i baggrunden, et stort blodrødt iturevet gardin, et bord og en enkel seng, hvor Alban ligger og ryger. Ind kommer den smukke høje Astrid i en gul kjole og en ond, sort pagefrisure.

Hun lokker, pirrer og tirrer den unge mand. Han følger hende, begærer hende og skubbes væk – men indfanget det bliver han – og det ender med, at hun peger på galgen, og ganske rigtigt. Den unge mand hænger sig, og den gule kjole forsvinder. Hun vender dog tilbage iført kappe og dødsmaske, som hun sætter på den unge mands ansigt.

Og således sluttede aftenen af med kvindens mandemord, som aftenen begyndte med mandens kvindemord. Kønnenes kamp fornægter sig ikke og indimellem: ’Fin de siècle’.

Instruktion Alessandro Sousa Pereira, Vivi Flindt, Luigi Bonino / Solodansere Alban Lendorf og Astrid Elbo, danserinde Elisabeth Vincenti, truppen Balé teatro Guaría / Sidste forestilling 14. september 2025 / Sommerballet 2025 er støttet af Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Beckett-Fonden og Toyota-Fonden.