Axel Axgil mindet på sin 100 års dag

Axel Axgil ligger på begravelsesforeningen Regnbuens fælles urnegravplads på Assistens.
Foto: Bjarne Henrik Lundis

Langfredag – den 3. april – var det 100 år siden, at homo-forkæmperen Axel Axgil blev født lidt udenfor Odense.

Solen skinnede på Assistens Kirkegård i København, og de omkring 20 personer der var samlet ved begravelsesforeningen Regnbuens mindesteen – der hvor Axel Axgils urne er, skålede i lyserød champagne. For selvfølgelig skulle Axel mindes – og hvis han havde levet endnu – han døde i oktober 2011 i en alder af 96 år – så ville han have elsket at være med til at fejre sig selv.
Som Søren Laursen, forperson for LGBT Danmark sagde det i sin tale, så ville Axel Axgil gerne andre mennesker. Han skabte den første forening herhjemme for bøsser og lesbiske i 1948 – i dag verdens ældste LGBT-forening. Han skabte dermed både et mødested, hvor bøsser og lesbiske fik et ansigt og en stemme udadtil. Du kan læse mere om Axel Axgil i april-nummeret af Out & About. Desuden er han portrætteret i bogen ”Kampen for kærligheden”, som er skrevet af journalisten Bjarne Henrik Lundis.