Analsex er ufarlig for bakteriefloraen
Bakterieudvekslingen ved analt samleje er ikke til skade for balancen bagi. Men brug alligevel kondom for en sikkerheds skyld.
Det er forsvindende få bakterier, der bliver overført -den ene og den anden vej- ved analt samleje, og dem, der kommer, bliver hurtigt nedkæmpet af endetarmens naturlige bakterier. Det fortæller
Henrik Bjørn Nielsen, der er ph.d. og lektor på Center for Biologisk Sekvensanalyse på DTU til videnskab.dk
“Jeg vil tro, at det ikke har nogen nævneværdig påvirkning. Den mængde af bakterier, som kommer ud hver dag, er massiv. Hvis man kommer til at skrabe lidt bakterier ud under analsex, gør det nok ikke den store forskel,” siger han til videnskab.dk
Senere tids forskning har vist, hvor afgørende en sund bakterieflora i tarmene er for et godt helbred. Den hjælper blandt andet med at optage føden korrekt og modner løbende immunforsvaret for at holde os raske. Det har vist sig at være så vigtigt, at man er begyndt at transplantere lort fra sunde mennesker til syge mennesker, og det med stor succes.
Derfor er det nærliggende at tro, at bakterier på pikken, der bliver overført ved analt samleje, kunne skubbe til den vigtige, naturlige balance. Men ifølge Henrik Bjørn Nielsen burde det heller ikke give grund til bekymring, da endetarmens egne millioner af bakterier hurtigt vil få has på de fremmede bakterier.
På trods af de gode nyheder, gør han alligevel opmærksom på, at hyppig sex med mange partnere kan udgøre en bakteriemæssig risiko: “Det er vigtigt at bruge kondom. Så man ikke overfører hverken kønssygdomme eller tarmflora fra partner til partner. Men det er først og fremmest kønssygdomme, som er farlige i den her situation,” understreger Henrik Bjørn Nielsen.
Læs også: Analsex