Alle tiders aften med Alletiders Ulf
Han nåede at have 40-års jubilæum i Cirkusrevyen, men har spillet revy i mere end 50 år. Derudover har han deltaget i utallige film, underholdnings- og satireprogrammer, lagt stemme til tegnefilmsfigurer, og meget andet. Aktuelt fortæller han om sit nu 80-årige liv på scenen og i garderoben.
For nylig kunne Ulf Pilgaard lade sig hylde i cirkusteltet på Bakken. Det skete i forlængelse af hans 40-års jubilæum i Cirkusrevyen. 2021 sæsonen var hans absolut sidste på den revyscene, der gennem årtier har dannet ramme om nogle af Danmarks største revystjerner.
Det og meget mere fortæller den 80-årige revystjerne og skuespiller om, når han sammen med revyforfatter, skuespiller og forestillingsleder Lukas Birch nu drager landet rundt med talkshowet Alletiders Ulf.
Ulf Pilgaard indtager sammen med Lukas Birch scenen på en række mindre og større spillesteder. Her fortæller han om livet på scenen, bag scenetæppet, og i garderoben. Men også om nogle af de mange mennesker han har mødt gennem sin karriere: Fra Dronning Margrethe, som han har parodieret adskillige gange i Cirkusrevyen, til store skuespillere, film- og revystjerner som Dirch Passer og Lisbet Dahl, videre over revydirektører som Stig Lommer og Preben Kaas, og videre igen til teaterdirektør Klaus Pagh.
Nogle af navnene vil nogle af Out & Abouts yngre læsere nok nikke genkendende til. Men det nok er den lidt ældre del af læserne, der kender dem alle.
Dermed også være sagt, at den gruppe, der antagelig, med mindre man er virkelig revy- og teaterkender, eller har særligt fokus på Ulf Pilgaard, vil få mest ud af Alletiders Ulf talkshowet nok er 60+ gruppen af læsere.
Konceptet fungerer fint
Siddende i hver sin lænestol, med et lille kaffebord mellem sig, med kaffe i krus og på kande, stiller Lukas Birch spørgsmålene. Ulf Pilgaard svarer beredvilligt. Det hele naturligvis sat i orden og system, så vi, med få undtagelser næsten kronologisk, kommer gennem Ulf Pilgaards liv.
Konceptet er velkendt: Hyggeligt og rart er det, så alle tilskuere i teatersalen føler sig varmt velkomne. Samtidig er vi med som passive lyttere, der giver bifald, når Ulf har foldet sig ud. Passive, fordi spørgsmålene er givet på forhånd, tilrettelagt som nævnt i næsten kronologisk orden, men desværre uden at publikum får mulighed for at komme helt tæt på ved selv at kunne stille en håndfuld spørgsmål.
Undervejs i showet bliver der vist fotos og filmklip fra Ulfs karriere, ligesom nogle af de personer han har færdes iblandt, sender små videohilsener på lærredet bag de to på scenen.
Meninger og holdninger
Undervejs i talk-showet får Ulf Pilgaard også mulighed for at komme med sine uforbeholdne kommentarer og holdninger til noget af det, han har oplevet:
Eksempelvis bliver han tydeligvis indigneret og vred, da talen falder på, om ikke det er nemmere at spille en morsom end en alvorlig og seriøs rolle. Underforstået, at der skal mindre forberedelsestid til. Han er klar i mæglet og fortæller, at der skal mindst lige så meget forberedelse til, når man skal fremføre en hylende morsom som en alvorlig tekst.
Klart nok: Bliver den morsomme tekst ikke leveret korrekt, falder pointerne ikke som de skal, er tonefald, mimik og kropssprog ikke i orden, så kan den morsomme tekst falde til jorden.
Man må forberede sig
Tilsvarende har han klart holdningen, at bliver man inviteret til fest hos dronningen, og der står i indbydelsen at man skal danse lancier, så har man også en forpligtelse til at gøre sit hjemmearbejde: At lære hvordan man danser lancier. Man møder ikke uforberedt op til bal hos den kongelige familie.
Klar er han også i sin holdning til renomméet teaterdirektør og -ejer, nu afdøde Klaus Pagh, har fået hæftet på sig:
– Det er synd, at han i mindet hos den store offentlighed står som indbegrebet af en playboy. Det har han simpelthen ikke fortjent. Rent faktisk var Klaus Pagh en helt igennem fantastisk teaterdirektør, der gennem ti år formåede, aften efter aften, at spille for udsolgte huse på hans to teatre på Frederiksberg Allé. Det har ingen teaterdirektør gjort hverken før eller siden. Klaus var fantastisk til at finde de rette tekster, de rette stykker og de rette skuespillere, lyder det blandt andet fra Ulf Pilgaard.
Han er også klar i mæglet om Dirch Passer: – Der har aldrig før og aldrig siden været en som ham. Han var fantastisk på scenen og bag scenen, og samtidig et meget dejligt menneske.
Alting er naturligvis ikke lutter ros og roser. Ulf Pilgaard kunne også berette om hvor fantastisk Preben Kaas var som instruktør, men også om at han havde et iltert temperament, og at han havde nogle klare holdninger. Sidstnævnte kostede samarbejdet med et af hans største trækplastre til teatret, Jørgen Ryg, da Preben Kaas var teaterdirektør på Frederiksberg Allé.
Ulf Pilgaard fortalte om episoden der førte til, at Preben Kaas efter en forestilling gik direkte til Jørgen Rygs garderobe og fortalte at han var fyret, hvorefter en af hans største stjerner forlod teatret for aldrig at vende tilbage til et samarbejde med Preben Kaas.
De velvalgte historier
Over godt to timer plus pause fortæller Ulf Pilgaard veloplagt velvalgte historier fra sit liv. Det er sjovt og medrivende, og interessant at komme tæt på en af dansk kulturlivs store personligheder.
Lukas Birch fungerer fint i rollen som talkshowets vært, om end det nogle gange havde været rart, om han havde forfulgt og fastholdt Ulf Pilgaard lidt længere i nogle af historierne.
Jeg anerkender man for showets opbyggelighed og gennemførelse er nødt til at have en række pejlemærker og nedslagspunkter. Omvendt ville det være rart, om man engang imellem gik ud over rammen og det aftalte, netop når Ulf Pilgaard bed sig i læben, for ikke at gå i gang med en ny historie, en supplerende fortælling. Havde man gjort det bare et par gange, så havde det hele ikke virket helt så indstuderet.
Tilsvarende ville det være rart om publikum før pausen havde kunnet lægge lidt spørgsmål i en hat, som der så kunne være anvendt ti minutter på i anden del af showet.
Still standing
Efter godt to timers talkshow takkede Lukas Birch og Ulf Pilgaard af, og aftenens tilskuere havde haft mulighed for at komme lidt tættere på en af Danmarks største revystjerner, der nu takker af fra revyscenen. Til gengæld er der ingen planer om at stoppe karrieren i øvrigt, hvilket Ulf Pilgaard også løftede sløret for: – Ole Bornedal har lavet manuskript til en efterfølger til Nattevagten, og jeg tænker optagelserne går i gang, hvis han kan få den finansieret.
Talkshowet Alletiders Ulf sluttede med en tak til Alletiders publikum og da publikum bevægede sig ud i efterårsmørket skete det til tonerne af Elton Johns I´m still Standing! – Ulf er still standing!
Turneplan
19/10 19.00 TØNDER, SCHWEIZERHALLE
20/10 18.00 VEJLE, SKYTTEHUSET
21/10 20.00 KERTEMINDE
25/10 19.00 SØNDERBORG, SØNDERBORG TEATER
01/11 19.00 AALBORG, SKRAAEN
03/11 19.00 GREVE, PORTALEN
08/11 20.00 JÆGERSPRIS AMATØRSCENE
09/11 19.00 SKANDERBORG, SKANDERBORG KULTURHUS,
11/11 20.00 RØDVIG, HARMONIEN
16/11 19.00 ODENSE, MAGASINET
17/11 19.00 JÆGERSPRIS
18/11 19.30 HOLBÆK, HOLBÆK TEATER
22/11 15.00 KLAMPENBORG, BELLEVUE TEATER
23/11 19.00 BALLERUP, BALTOPPEN,
24/11 19.00 BORNHOLM, MUSIKHUZET
25/11 19.00 VÆRLØSE, GALAKSEN
29/11 19.00 NYKØBING FALSTER TEATER
30/11 19.30 AMAGER TEATRET
01/12 19.30 AMAGER TEATRET
02/12 19.30 SLAGELSE, SLAGELSE TEATER
Billetter finder du her.
Læs også: O&A rejser: Puerto Banus – milliardærernes legeplads