AIDS-Fondet om kampagnen Smitsomhed 2015
De fleste, som får hiv i Danmark bliver smittet af en person, som også selv er blevet smittet for nyligt. AIDS-Fondets kampagne Smitsomhed 2015 sætter fokus på smitterisiko ved hiv.
Hiv-smitte
Hiv er en virus, man kan blive smittet med af sin sexpartner. Det er en virus, man aldrig slipper af med igen, hvis først man er smittet, og det er nødvendigt at være i livslang medicinsk behandling for ikke at udvikle AIDS.
Man skønner, at der i Danmark er mere end 500 personer, som er smittet med hiv uden at vide det. Mange af dem er nysmittede, som ikke er blevet testet endnu. Når man er nysmittet med hiv, har man en høj virusmængde i kroppen, og man smitter derfor meget nemt sin sexpartner. Kondom er den simpleste og mest effektive beskyttelse mod hiv-smitten.
Bliv tjekket anonymt
Bliver du tjekket regelmæssigt, eller bliver det ofte ved de gode intentioner? Checkpoint, som administreres af AIDS-Fondet har lokaler i både Aarhus, Odense og København og det er en rigtig god idé at blive tjekket regelmæssigt. Hos Checkpoint er man i gode hænder hos rådgivere, som har tavshedspligt. Du kan helt anonymt få rådgivning om sexsygdomme, smitte og beskyttelse.
Du kan læse mere om, hvordan et tjek foregår hos Checkpoint i Aarhus, Odense og København ved at klikke her.
Kampagnevideo om smitterisiko
AIDS-Fondet har med videoen Smitsomhed 2015 sat fokus på hiv-smitte. Se videoen herunder.
Outandabout.dk har spurgt AIDS-Fondet om tankerne bag videoen:
– Hvad er baggrunden for videoen?
Vi kan se på opgørelserne, at størstedelen af dem, der bliver smittet med hiv herhjemme er bøsser og andre mænd, som har sex med mænd. Rigtig mange af dem bliver smittet af en, som selv lige er blevet smittet. Det vil sige, at de selv tror, at de ikke har hiv, men i virkeligheden er de enormt smitsomme. Det er man nemlig den første periode efter, man har fået hiv. Derfor er det vigtigt, at bøsser og andre mænd der har sex med mænd får information om, at der kan være en ret stor smitterisiko, når de er sammen med partnere, der formoder at de ikke er hiv-smittede. En risiko man kan beskytte sig mod ved at bruge kondom.
– Hvorfor har I valgt at formidle info gennem denne animerede video?
Vi har faktisk ladet os inspirere fra en engelsk kampagnevideo, som Terrence Higgins Trust står bag. Vi valgte denne video, fordi den forklarer sammenhængen mellem nysmitte, høj virusmængde og høj smitsomhed på en visuel måde, som ville kræve utroligt mange ord, hvis vi skulle lave en tekstbaseret kampagne.
– Hvilke reaktioner har I fået på baggrunden af videoen?
Kampagnen er blevet godt modtaget, og folk forstår budskabet om sammenhængen mellem nysmitte, høj virusmængde og høj smitsomhed. Men vi også klar over, at budskabet er komplekst, og at det kan være med til at puste til en angst for hiv. Vi har også fået reaktioner fra hiv-smittede, der mener, at vi glemmer at tale om den lave smitterisiko blandt velbehandlede hiv-smittede i Danmark. Vi har før forsøgt os med en flerstrenget kampagne, hvor vi udsendte budskaberne parallelt, men det gode budskab om velbehandlethed kommer meget nemt til at overdøve budskabet om den store smitterisiko hos nysmittede, så det er meget bevidst, at vi har skilt tingene ad.
I Danmark er det altså ikke dem, der lever med hiv og kender deres status, der holder epidemien i gang – derfor fokuserer vi i denne kampagne på nysmitten. Vi ser lige så mange nye hiv-tilfælde årligt, som vi så for ti år siden, og epidemien er – på trods af velbehandlethed – langt fra overstået.
Vi er også opmærksomme på Prep – altså at hiv-medicin kan bruges af raske mennesker til at nedsætte risikoen for at få hiv. Men Prep præparaterne er endnu ikke godkendte og i handlen i Danmark, så kampagnen anbefaler derfor kondomet, som stadig giver den mest enkle og effektive mulighed for at beskytte sig mod hiv.
Læs også: Kim Jong-un påstår at have fundet kuren mod AIDS