SAMFUND

Aarhusiansk dragscene buldrer derudeaf – Nyt kæmpe show!

Dragscenen blomstrer i Aarhus.
Foto: Pressefoto

Et nyt stort show, skal være med til for alvor at sætte Aarhus på drag-Danmarkskortet.

Der er gang i den Aarhusianske dragscene for tiden. År tilbage hørte det til sjældenhederne med dragshows. Men nu pibler det jævnligt op med shows, dragbanko og lign. Mange af performerne kommer mere rundt i landet, og der er ofte besøg fra hovedstaden. Men også dragmiljøet i Aarhus vokser. Den aarhusianske sammenslutning DragAros, og dets medlemmer er f.eks. blevet en ting, og er nu en synlig del af miljøet – enkeltvis eller sammen. Som opvarmning til Aarhus Pride var der stor interesse omkring dragkursus og under Aarhus Festuge var der hele to store shows.

Tilbage i 2019, året før pandemien vendte op og ned på det hele, blev der også afholdt SHOWGIRL of The Year – et stort mangfoldighedsshow samt dragqueen-konkurrence. Det blev en stor succes, som ASTA – Queen of darkness (Vinder af Nattens Dronning 2018) og folkene omkring hende stod bag. Desværre havde de hverken kræfterne eller midlerne til at gentage successen.

Det største show i byen

To nye lokale kræfter, melder sig nu på banen. De står bag et sprit nyt show, som de selv kalder det største, der har været i byen. Lørdag den 8. oktober byder dragking Faux Moe og dragqueen Mariah Freefall, på showet YAAAS!. Det foregår på spillestedet Radar. Her vil du kunne opleve dragperformere fra hele landet.

“De fleste drag shows foregår i København, selvom der er en stor interesse for at se drag performere i levende live her i Aarhus”, siger værten Emilie, der på scenen er kendt under sit stagename, sit dragking alterego: Faux Moe.

“Vores show er baseret på sjov, glæde, fantasi, illusion og først og fremmest motivation. Når dette bliver blandet sammen, har vi et perfekt afbræk fra den hårde hverdag.” Udtaler Kenneth Viktor Egelund aka. Mariah Freefall, der altså er aftenens anden vært

“Min mission med drag er at skabe en illusion af det jeg beundrer mest. Kvinders skønhed, at udfordre stereotyper , samt at performe for et dejligt publikum.”

Skønt vi forhåbentlig også får serveret en masse uventede ting, så lover de også, at vi får masser af det vi alle ønsker i et godt show. Nemlig et ekstravagant et af slagens med glitter, dans og masser af glamour.

Kønsudtryk i alle former

Det bliver et show med hele ni skønne kings and queens. Du kan allerede nu glæde dig til: Roxy Thyrune, Morgana Le Fay, Life Goofer, Luke Ravens, Stella Starlight, Lathisya Adore, Bonnie Honey og aftens to værter.

“Yaaas!” kommer til at byde på både drag queens, kings og nonbinære performere. Drag er meget mere end mænd klædt ud som glamourøse kvinder. Faktisk er drag-scenen kendetegnet ved, at alle kønsudtryk kan repræsenteres. Og netop det er grundtankerne bag “Yaaas!”. De vil både udfordre og underholde.

“Vi vil gerne udfordre folks forestilling af, hvad køn kan og ikke kan være,” siger Faux Moe. “Det er drag et rigtig godt redskab til. Som kønsperformance, får det publikum til at reflektere over kønsnormerne. Men selvfølgelig på en  sjov og underholdende måde”.

 

Billetter til Yaaas! den 8. oktober kl. 20.00 kan købes her.

Læs også: Pejseshow 2022 er hyggeligt, og ganske ufarligt