KULTUR

Aarhus Pride søger frivillige

Aarhus Pride er tilbage. Du har nu mulighed for at give en hånd med.

Lørdag den 28. maj kommer Aarhus til at blive fyldt med regnbuer, glitter, glimmer og det store mangfoldighedsfællesskab, når Aarhus Pride endelig er tilbage.

Smilets by har måtte undvære sin pride i et par år, grundet corona. Dog var der i 2021 et plaster på såret: Selv om det ikke var muligt med en parade, så afholdt Aarhus Pride i samarbejde med Studenterhus Aarhus SAFE’N’PROUD – en siddende pride-koncert i Stakladen.

Men nu er der er almindelig Pride igen, og armene er højt i vejret hos folkene bag Aarhus Pride. Dog mangler der en ting, nemlig frivillige.

Kom med som frivillig

Hos Aarhus Pride er der ingen ansatte. Alle arbejder frivilligt. På selve dagen er der brug for en del ekstra hænder, og nu har du mulighed for at melde dig.

Mange fortæller, at det fede ved at være frivillig ved Aarhus Pride er hyggen, muligheden for at møde nye mennesker, stemningen, glæden, at fejre andre – og sig selv – samt at være en del af noget og opleve det hele på en anden måde og glæde de mange gæster. Flere frivillige er med år efter år.

Opgaverne er mange, og man kan melde sig til én opgave, to opgaver, tre opgaver eller måske ti opgaver. Arrangørerne har brug for alt den hjælp, de kan få. Du kan både hjælpe i baren, ved scenen, som fotograf eller i pride-shoppen. Der er også mere praktiske opgaver, så som at være med til at stille op, tage ned, være runners og sweepers.

Mærk stemningen

Vil man mærke stemningen under paraden, så kan man blive paradevagt og hjælpe med at få de mange feststemte deltagere ført igennem byen. Som paradevagt er det din opgave at gå foran, langs med og bagved paraden og sørge for, at alle når sikkert rundt, og at paraden ikke ‘knækker’ undervejs.

En anden populær opgave at være en del af børnehjørnet. Her er der brug for kreative sjæle til for eksempel at lave ansigtsmaling, tegne med børnene og lignende. Det plejer at være et rigtig hyggeligt hjørne af Pride Lounge-området, fyldt med glade unger og deres forældre.

Vil du læse mere, så kan du se, hvordan du tilmelder dig, hvilke opgaver der er, og få lidt flere info her.

Aarhus Pride finder sted lørdag den 28. maj 2022.

Se også: SAFE’N’PROUD med Aarhus Pride