SAMFUND

Aalborg får LGBT+ Rådgivning

LGBT+ Danmark åbner du op for rådgivning af LGBT+ personer og deres familier i Aalborg.

Nordjyllands LGBT+ personer og deres pårørende får nu mulighed for at modtage lokal støtte og vejledning, når LGBT+ Danmark åbner en ny afdeling af LGBT+ Rådgivningen i Aalborg. Udvidelsen sker efter en rekordstor stigning i henvendelser som følge af Covid-19.

Pandemien har haft stor påvirkning på LGBT+ personer i Danmark. Det seneste års mange nedlukninger og isolation har betydet, at LGBT+ Danmarks rådgivningstilbud i København og Aarhus har oplevet markant flere henvendelser end vanligt. I København har man det seneste halve år  oplevet en stigning på hele 75 % i forhold til året før.  Når LGBT+ Danmark mandag den 12. april 2021 åbner for den tredje afdeling af sin LGBT+ Rådgivning, er det derfor også på baggrund af et hidtil uset stort behov blandt landets LGBT+ personer.

En lokal støtte

LGBT+ personer er i Danmark er overrepræsenteret i statistikker over ensomhed, mistrivsel og psykiske udfordringer.  En undersøgelse fra Miljø- og fødevareministeriet fra 2020 viser, at 28 % af danske LGBT+ personer er ensomme. Det kun er tilfældet for 5 % af baggrundsbefolkningen. Den nye rådgivning skal forsøge at modarbejde disse statistikker.

Rådgivningen tilbyder skriftlig, telefonisk og fysisk rådgivning om alt, der knytter sig til livet som LGBT+ person. Fra tanker om at springe ud, psykisk mistrivsel til juridiske muligheder for at stifte familie.  Den nye rådgivning i Danmarksgade 52 i Aalborg får ni uddannede rådgivere, der alle arbejder frivilligt og alle er de uddannede af LGBT+ Danmark.

Udvidelsen af rådgivningen med afdelingen i Aalborg er muliggjort med økonomisk hjælp fra møbelvarehuset IKEA.

“Vi er så glade for endelig at kunne åbne rådgivningen i Aalborg. LGBT+ personer findes over hele landet, og om de bor på Frederiksberg eller Frederikshavn skal de have samme mulighed for støtte og vejledning. Vi ved, hvor stort behovet er, og det seneste års sociale isolation har kun gjort det endnu større” udtaler Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef hos LGBT+ Danmark.

LGBT+ knudepunkt i Aalborg

Med åbningen af LGBT+ Rådgivningen i Aalborg vil hele tre af foreningens tilbud nu snart have egen afdeling i den nordjyske hovedstad.

LGBT+ Danmarks ungefællesskab, AURA, for LGBT+ personer under 18 har allerede en afdeling i Aalborg, og i løbet af efteråret vil også gruppesamtaleforløbet for transpersoner, TRANSIT, åbne i byen. Dermed bliver Aalborg den første by i Danmark uden for København, hvor LGBT+ Danmark etablerer en samlet indsats til lokale LGBT+ personer.

LGBT+ Rådgivningen Aalborg

Adresse: Danmarksgade 52, 9000 Aalborg

Åbningstid: mandage kl. 16.30-18.30

Rådgivningen kan kontaktes på:

Telefon: 33 13 19 48 (mandag 16.30-18.30)

Mail: raadgivningaalborg@lgbt.dk

 

Læs også: Ringkøbing-Skjern Museum vil have dine LGBT+ ting

Mere om LGBT+ Rådgivningen her.