SAMFUND

2. udgave af Rainbow Sports Film Festival er klar

 

Den engelske skuespiller Alexander Lincoln spiller rugbyspilleren Mark i den engelske film In from the Side, hvor han forelsker sig i en holdkammerat. Eneste problem er, at han allerede har en kæreste, der også spiller på rugbyholdet.
Foto: Fra filmen.

Pan Idræt og Cinemateket har to Danmarkspremierer med i programmet, når 2. udgave af Rainbow Sports Film Festival løber af stablen. Billetsalget ER gået i gang.

Det er 2. udgave af Pan Idræt og Cinematekets samarbejde om Rainbow Sports Film Festival. Det foregår den 3. og 4. februar i Cinemateket. Og der er seks film på programmet, hvoraf to af filmene er helt nye og dermed har Danmarkspremiere.

Blot to uger efter corona-restriktionerne blev lempet sidste år, og det igen var muligt at gå i biografen, blev den første udgave af Rainbow Sports Film Festival skudt i gang. Og om blot to uger, i begyndelsen af februar går så 2. udgave i luften.

“Det sker i forlængelse af, at der blev taget så godt imod den første udgave, at Cinemateket og Pan Idræt hurtigt blev enige om at fortsætte vores samarbejde omkring festivalen”. Sådan lyder det fra Jesper Kappel, der er ansvarlig for Rainbow Sports Film Festival hos Pan Idræt.

“Filmfestivalen har fokus på LGBTQ+ sportsfilm og byder ud over film også på et aktivitetsområde, informationsstand for Pan Idræt, åben bar, introduktioner af sportsgrene, og masser af god stemning”, lyder det videre fra Jesper Kappel.

Flot og spændende program

Og det er da i sandhed også et flot filmprogram de to samarbejdspartnere stiller op med i år, og med ikke mindre end to Danmarkspremierer.

Vi skal atter på tur med regnbue vandpoloholdet i Shiney Schrimps II.
Billede: Fra filmen.

“Det er lykkedes os at få fat i fortsættelsen på den franske film Shiny Schrimps 1. I Shiny Schrimps 2, der er fra 2022, skal regnbue-vandpoloholdet endnu engang ud på en rejse. Og den går ikke helt som planlagt”, fortæller Jesper Kappel om filmen.

Den anden film, der har Danmarkspremiere på Rainbow Sports Film Festival er det engelske drama In From The Side. Den film er ligeledes produceret sidste år.

Det er en film om en rugbyklub i London, hvor to af spillerne starter en affære, hvilket sætter hele klubbens eksistens på spil

“Det er en film, der er fyldt med masser af saftige og smukke scener”, som Jesper Kappel udtrykker det.

To dokumentarfilm

Filmfestivalen viser også to dokumentarfilm. Den ene er den amerikanske Game Face om kampen for LGBT+ rettigheder i sportsverdenen, mens den anden er Who´s On Top?

Sidstnævnte film handler om fire regnbuepersoner og deres fælles mål om at bestige et bjerg sammen.

Filmen viser også de fire personers rørende beretninger om at blive accepterer af forældre, venner, og deres egne børn.

Boys og 1´eren

De to sidste film i programmet er den hollandske Boys, der omhandler teenagelove mellem to atletikudøvere, og endelig den franske film Shiny Schrimps 1, der som titlen antyder er forløberen for Shiny Schrimps 2, som også vises på festivalen.

I 1´eren gør det parisiske LGBT+ vandpolohold sig klar til Eurogames, et stort sportsstævne. Deres træner er en vandpolospiller, der er kommet med homofobiske udtalelser. Som straf derfor skal han træne holdet.

Jesper Kappel fortæller, at denne film både er sjov og alvorlig.

Aktivitetsområde

I forbindelse med festivalen er der lørdag, og som noget nyt, skabt et aktivitetsområde i Astra Bar i Cinemateket, ligesom der såvel fredag som lørdag aften bliver skruet op for musikken.

Det er Pan Idræts Evengruppe, der står for festivalen. Gruppen består foruden af Jesper Kappel, også af Poul Brundtø, Kirsten Movsing, og Jan Winther, mens det fra Cinematekets side er Tobias Lynge Herler, der er arrangør.

Alle film vises i Cinemateket, mens billetterne kan købes her.

Læs også: Så sker det: GAG åbner