YX CHELSEA på Teatret Gruppe 38
I samarbejde med PROUD Filmfestival og Doc Lounge Aarhus byder det aarhusianske teater Teatret gruppe 38 til film, snak og debat den 18. juni 2020 klokken 18.50-21.30.
YX CHELSEA er filmen, der bliver vist. Den giver et intimt indblik i historien om Chelsea Manning, den transkønnede amerikanske soldat og aktivist, som i 2013 blev idømt 35 år i militærfængsel for at lække fortrolige oplysninger om USA’s krige i Irak og Afghanistan til Wikileaks.
Vi følger Chelsea Manning, fra hun benådes af præsident Obama i 2017 og skal skabe sig en ny tilværelse uden for fængslet og militæret – nu som kvinde og som en stærkt kontroversiel figur, der deler vandene mellem dem, der ser hende som en vigtig og modig whistleblower, og dem for hvem hun er en kriminel landsforræder.
Transkvinden Chelsea Manning har altså på trods af sine blot 31 år allerede haft en utrolig livshistorie fyldt med små sejre og store nederlag. Det er fortællingen om, hvordan den svigtede og hjemløse Manning fra Oklahoma tog springet fra at være en ung og angstfyldt amerikansk soldat til senere at blive whistleblower og nu aktivist for LGBT-miljøet.
Aftenen byder på et møde med filmens instruktør, Tim Hakins, som stiller op til talk og debat.
PROGRAM
18:45 Døren åbnes.
19:05 Kort introduktion af PROUD Filmfestival.
19:15 XY CHELSEA m/ engelske undertekster.
20:45 Kort pause.
20:50 Talk og debat med filminstruktør Tim Hakins. (debatten er på engelsk)
21.30 (cirka) Godnat
Bemærk, at filmvisningerne er i overensstemmelse med COVID-19-retningslinjerne. Derfor er antallet af pladser og billetter begrænset.
Du kan købe billetter på: https://www.gruppe38.dk/