Aarhus åbner

Vi er på mange måder på den anden side af corona og så alligevel ikke. Men uanset hvad, så er vi godt i gang med at åbne op hele vejen rundt. I Aarhus er turen kommet til frivilliglivet.

Selv om der stadig med stor rastløshed og længsel ventes på, at Aarhus’ LGBT+ klub og -diskotek, GBAR, må åbne, så er resten af miljøet nu på vej. SLM har åbnet op, og nu har LGBT+ HUSET og kvindeinformationscaféen Sappho meldt, at de følger trop.

Der er med andre ord nu igen mulighed for aktiviteter og at holde møde for de mange foreninger, der holder til på de to steder.

På Sappho har gode frivillige og bestyrelsen været i gang både med gennemgribende rengøring og små opstramninger, der gør, at caféen nu står funklende klar til første åbningsdag, fredag den 12. juni klokken 19-23. Herefter har Sappho åbent alle fredage samt 1. og 3. lørdag i måneden i samme tidsrum, som de plejer.

Når de åbner op, sker det med tiltag og retningslinjer såsom: kun 22 personer i lokalet, en meters afstand og med ophængning af information samt opstilling af håndsprit m.v.

Der opfordres naturligvis også til, at man bliver hjemme, hvis man har symptomer på COVID-19, er i risikogruppen eller alt i alt føler sig sløj. Sappho meddeler, at de har taget alle nødvendige forholdsregler og håber på, at hvis alle udviser forsigtighed og holder afstand, så skal det nok blive hyggeligt alligevel.

Sappho er en forening og et socialt mødested i Aarhus for LGBTQ’ere. Sappho har tidligere været et sted for primært kvinder, men i dag er medlemmerne en blandet LGBTQIAP+ skare. Sapphos lokale bruges også af flere lokale foreninger til møder, forsamlinger osv. Grupperne er blandt andet LGBT Ungdom, T-Gruppen, Danish D-Lite og Aarhus Pride.

Hos LGBT+ HUSET er der bestilt hovedrengøring. De har målt op, købt håndsprit, og så er der også her en række retningslinjer, der skal følges. Det betyder blandt andet et maksimalt antal personer i deres lokaler: Syv personer i det store lokale og fire personer i mødelokalet.

Holder man som forening et møde i huset, skal arbejdsstationen og bordene sprittes af før og efter brug. Der er rigeligt med sprit og papirservietter til at gøre dette. Det anbefales også frivillige og sociale grupper at spritte borde af i fælleslokalerne efter brug af hensyn til de næste, der kommer.

Selv om det bliver på nye vilkår, så glæder begge steder sig til at komme i gang og lukke de mange gode foreninger, medlemmer og folk, der bruger de to steder, velkommen tilbage.

Nu mangler vi bare GBAR, så aarhusianerne kan komme til at danse igen!

Læs også: En aflyst Aarhus Pride blev afholdt