SAMFUND

Vrede hos AIDS-Fondets fritstillede frivillige

AIDS-Fondet nyder stor opbakning i LGBTQ-miljøet. Her modtager AIDS-Fondet overskuddet fra det store Kings and Queens velgørenhedsshow i 2016. Også dragshowet Nattens Dronning har fornylig doneret 16.440 kr. til AIDS-Fondet.
Foto: Brian Kjær Capkan

Da AIDS-Fondet torsdag meldte ud, at de stod foran en stor sparerunde, bredte der sig chokbølger på de sociale medier. Især de frivillige medarbejdere der blev sendt hjem, er vrede og skuffede.

De cirka 45 frivillige i AIDS-Fondet, som torsdag fik besked om, at deres opgaver fremover nedlægges eller varetages af andre, fik besked om beslutningen via e-mail. Out & About har fået adgang til mailen, og nyheden formidles som du kan se herunder. Det viste er et uddrag af den fulde mail:

”Farvel til frivillige på AIDS-Linien, men muligheder for nye frivilligopgaver i AIDS-Fondet

Ovenstående betyder, at AIDS-Fondet derfor må sige farvel til alle frivillige på AIDS-Linien, idet servicen fremover alene bemandes med ansatte i AIDS-Fondet. AIDS-Fondet har været meget taknemmelige for den tid, du har brugt som frivillig hos os. Har du lyst til og mulighed for at fortsætte din tilknytning til AIDS-Fondet som frivillig, er du meget velkommen til at tage en snak med Anne Sofie Fraenkel om mulighederne for dette.

Vi inviterer hermed til et orienteringsmøde for alle frivillige på AIDS-Linien, fredag den 14. oktober, fra kl. 15 – 16 i mødelokalet på 4. sal. Her vil der være mulighed for, at stille opklarende spørgsmål til den omorganisering af AIDS-Linien, der er beskrevet ovenfor.”

Vrede og frustration

Beslutningen om ændringer på AIDS-Liniens bemanding, og måden det er blevet kommunikeret på, har udløst vrede og frustration blandt de berørte frivillige. Hos Out & About har vi modtaget flere henvendelser, hvor frustrationerne kommer til udtryk. Det er dog ikke alle der ønsker at stå frem med navn.

Sexolog Bjorn Dotzauer skriver i et opslag på Facebook blandt andet:

”Det jeg ikke helt forstår, er, at de (AIDSfondets ledelsen) siger de skal spare, men hvorfor søren har de så brugt et hav af penge og midler på at uddanne 10 nye frivillige til at sidde på AIDSlinien i år? Der er noget meget mystisk i denne sag. Det ligner mest af alt et tegn på sygelig magtliderlighed og det klæder ingen ledelse og bestyrelse, der er så afhængige af frivilliges hjælp og arbejdskraft.”

I et andet kommentarspor på sin Facebookside, hvor han har delt Out & Abouts artikel om sagen fra torsdag skriver Bjorn Dotzauer:

”Jeg er bare spændt på at se, hvordan de vil køre linien videre uden de frivillige. Det her er ikke for de rådsøgendes skyld, der dagligt ringer og skriver ind til os. Det er et tydeligt bevis på magtliderlighed og inkompetence fra en ledelse, der ikke helt er klar over hvad der sker i eget hus. Jeg er skuffet.”

Kommentaren følges op af Kim Fischer Nielsen:

”En vanvittig beslutning – at slagte Linien og sende 45 frivillige på gaden. 45 ambassadører – og billig arbejdskraft.”

På AIDS-Fondets egen Facebookside er der kommet en kommentar fra Claus Nors:

”Nogle belønner deres frivillige. Andre afsætter dem på en respektløs måde…..!”

På Out & Abouts Facebookside er der også vrede at spore i reaktionerne:

Knud Nuggi Bendtsen:
”Hele frivillig ideen er smadret og miljøet ødelagt. Nedturen og prioriteringen har været mærket længe af os frivillige på Msm området. (Mænd der har sex med mænd, red.) Det her er dråben. Mine frivillig kræfter kommer til at blive brugt andre steder end Aidsfondet fremover.”

Generelt går kritikken på to ting. At de frivillige er orienteret via e-mail, og at man ikke kan se logikken i, at frivillig arbejdskraft skal erstattes med betalt arbejdskraft på AIDS-Linien.

Vi har forelagt denne artikel for AIDS-Fondets direktør Klaus Legau for en kommentar, som vi håber at kunne vende tilbage med.