KULTUR

Vil lovliggøre diskrimination af homoseksuelle

Med religiøs frihed som våben, vil republikanerne i den amerikanske delstat Missouri gøre det lovligt at diskriminere homoseksuelle.

I den amerikanske delstat Missouri har republikanerne i delstatsparlamentet fremsat et kontroversielt lovforsag. Bliver lovforslaget vedtaget vil det gøre det forbudt for statslige myndigheder at ”retsforfølge præster, religiøse organisationer og særlige individer for deres religiøse overbevisninger, når det kommer til ægteskab mellem to mennesker af samme køn”.

Forslaget skal stadig igennem to andre statslige instanser, før det bliver en realitet, men det betyder kort sagt, at staten ikke må blande sig, hvis for eksempel en præst nægter at vie et homoseksuelt par. Det samme vil gælde alle myndigheder og institutioner der får statsstøtte.

Så længe man som individ eller institution påtager sig en religiøs overbevisning, der forbyder ægteskab mellem det samme køn, kan staten ikke blande sig.

Vil tilsidesætte den amerikanske højesteret

Den amerikanske højesteret fastslog ellers i juni 2015, at alle par uanset seksuel orientering skal have samme rettigheder.

Så hvordan kan delstaterne tro, at de kan tilsidesætte den amerikanske højesteret?

I USA er religionsfrihed en dybt forankret grundværdi, og det er alment accepteret at staten ikke skal blande sig i folks religiøse overbevisning.

Så når republikanerne fremsætter lovforslag af denne art i delstatsparlamentet forsøger de ”blot”, at bygge videre på denne grundværdi.

Tidligere har republikanere i Georgia, Arizona og Indiana forsøgt at gennemføre en lignende lovgivning uden succes.

De er blevet mødt af heftig modstand fra deres demokratiske modstandere og delstarternes erhvervsliv. Blandt andre har store virksomheder som Apple, Dell og Twitter slået i bordet og sagt fra.

 

Læs også: Hillary mødt af jublende homoer

Se også: Amerikansk stat gør det lovligt at diskriminere homoseksuelle – med religion som undskyldning