KULTUR

Hillary mødt af jublende homoer

”Donald Trump har et forfærdeligt forhold til LGBT-rettigheder. Dette valg afgør, om vi kan fortsætte med de fremskridt, vi har opnået, eller se dem fjernet igen,” sagde Hillary Clinton.
Foto: Trond Alexander Tune

Hillary Clinton fik en heltemodtagelse ved et besøg i homo-bydelen Wilton Manors i Florida.

Ni dage før det amerikanske præsidentvalg besøgte Hillary Clinton homo-bydelen Wilton Manors i Fort Lauderdale, Florida.
Her blev hun modtaget som en superstjerne – eller som the queen among the queens – da hun trådte ind på homo-diskoteket The Manor søndag eftermiddag den 30. oktober.

Vild begejstring

Natten forinden havde svedende bøsser her danset til pumpende house-musik mikset af DJ Tony Moran. Men nu var dansegulvet fuldt oplyst og forvandlet til et politisk møde med masser af hujende bøsser og næsten lige så mange lesbiske; mange iført kampagne-T-shirts og viftende med kampagneskiltene LGBT for Hillary og Love trump hate.

”Det er dejligt at være her i The Manor Complex,” sagde Hillary Clinton til den jublende folkemængde og signalerede, at med en så entusiastisk modtagelse kunne hun føle sig blandt venner:
”I know I’m preaching to the choir,” sagde den storsmilende præsidentkandidat efter at have fået tilhørernes jubel nogenlunde under kontrol.

Hillary Clinton var blandt venner, og blev modtagt med stor jubel i The Manor Complex.
Foto: Trond Alexander Tune

Fremskridt eller tilbageskridt

På homo-diskoteket talte Hillary Clinton både om generelle politiske spørgsmål såsom økonomi og miljø, men kom også ind på LGBT-rettigheder:

”Donald Trump har et forfærdeligt forhold til LGBT-rettigheder. Dette valg afgør, om vi kan fortsætte med de fremskridt, vi har opnået, eller se dem fjernet igen,” sagde Hillary Clinton.

”Donald Trump har sagt, at han vil udpege højesteretsdommere, som vil omstøde ægteskabslighed, og at han vil ophæve præsident Obamas beslutninger om beskyttelse af LGBT-personer mod diskrimination.”

I 2015 gav den amerikanske højesteret homoseksuelle par mulighed for at blive gift over hele USA og ikke blot i de liberale delstater, som allerede havde indført denne mulighed. Men da den næste præsident skal udpege mindst en højesteretsdommer, kan muligheden for at indgå ægteskab blive fjernet igen, hvis Donald Trump vinder præsidentvalget.

Hjemløse LGBT’ere

Hillary Clinton lovede også at arbejde for visionen om en aids-fri generation og for at bekæmpe vold, mobning og hjemløshed, som i USA især rammer unge LGBT’ere, der bliver smidt ud hjemmefra af homo-, bi- og trans-fobiske forældre.

”Og vi vil sætte en stopper for de skadelige såkaldte omvendingsbehandlinger. LGBT’ere har ikke brug for at blive kureret. De har brug for at blive accepteret og inkluderet,” fastslog Hillary Clinton til stor jubel blandt tilhørerne på homo-diskoteket i Wilton Manors.

Hele USA skal med

Den tidligere udenrigsminister kom også ind på de dårlige forhold, som mange LGBT’ere lever under i mange af verdens lande.

”Jeg har rejst til 112 lande som jeres udenrigsminister og har set, hvordan lande rundt om i verden behandler lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede. Og jeg mener af hele mit hjerte, at USA skal vise vejen frem som det gode eksempel,” sagde Hillary Clinton.

”Og det skal gælde for LGBT’ere i hvert et hjørne af vores land. Glem ikke, at de fleste af jer er flyttet her til Wilton Manors langvejs fra, fra steder i USA, hvor LGBT’ere stadig bliver diskrimineret.”

”Der er stadig stater her i USA, hvor man kan blive gift om lørdagen, poste bryllupsbillederne om søndagen og blive fyret om mandag en, blot for at være den, man er, og elske den, man elsker.”

Vigtigt at stemme

Hillary Clinton opfodrede alle til at stemme og til at kæmpe for at overbevise venner, familie og naboer om at stemme.

”Når I stemmer, så husk, at det ikke blot handler om mit navn på stemmesedlen. Det handler om jeres fremtid. Det handler om alle de politiske spørgsmål, som vi er optaget af. Og tag ikke fejl: LGBT-rettigheder er på spil,” sagde Hillary Clinton.

Valgdeltagelsen i USA ligger langt under 60 procent – i modsætning til for eksempel Danmark, hvor valgdeltagelsen ved folketingsvalg altid ligger et pænt stykke over 80 procent.

En af årsagerne er, at man som vælger i USA selv skal registrere sig, mens man i Danmark er forhåndsregistreret som vælger og automatisk får tilsendt sit valgkort med posten.

Se hele Hillary Clintons tale her:

Hillary Clinton's speech to the LGBT community in Fort Lauderdale.

Slået op af Thomas R. Kristensen i Søndag den 30. oktober 2016

 

Læs også: Hillary i skarp kritik af Trumps LGBT-politik