KULTUR

Verdens rigeste homoer

Designer makkerparret Dolce & Gabbana er kommet på Forbes liste over verdens milliardærer.

Hele syv personer med LGBT baggrund er i år på erhvervsmagasinet ”Forbes” liste over verdens rigeste. Tallet er fordelt på seks homoseksuelle mænd og en transseksuel kvinde. De syv er til sammen gode for 484 milliarder kroner.

Medie mogulen David Geffen er verdens rigeste åbne homoseksuelle. Geffen, der har været boss for flere store pladeselskaber og er medstifter af filmstudiet DreamWorks er rangeret som nummer 227 med en formue på knap 40 milliarder. Geffen støtter hyppigt Aids- organisationer og LGBT grupper, der arbejder for homorettigheder.

Næstrigeste homoseksuelle mand er den tyskfødte investor Peter Thiel , som blandt andet har været medstifter af Paypal. Thiel er en yderst kontroversiel person, da han ofte støtter konservative grupper som Tea Party og grupper, der ikke ligefrem er kendte for at støtte homorettigheder.

Tre homoseksuelle modeskabere har også fundet vej til listen. Modedesignerne Domenico Dolce og Stefano Gabbana fra Italien, og Michael Kors fra USA har ifølge Forbes en personlig milliard formue, der berettiger dem til en plads i det eksklusive selskab.

Amerikaneren Jon Stryker er også på listen. Han har arvet Stryker Corporation, der fremstiller sanitets artikler, efter sin far.

For første gang kan man også finde en transperson på Forbes liste.
Jennifer Pritzker, der er anerkendt for sin indsats for homorettigheder, er vokset op i en velhavende familie, der blandt andet har tjent formuer på hotelkæden Hyatt Hotels. Pritzker meddelte sidste år, at hun identificerede sig selv som kvinde.

Ifølge Forbes udgør LGBT milliardærer kun 0,4 procent af verdens 1.645 milliardærer.