Unge bi-kvinder oftere ramt af depression
Manglende accept af biseksualitet er grunden til større risiko for depression, angst, misbrug og selvmordstanker, viser nyt studie fra The Drexel University, Philadelphia.
At springe ud er en stor ting for mange homoseksuelle og transkønnede teenagere, men det er vigtigt også at huske på de biseksuelle, som står over for mange af de samme udfordringer som andre LGBT-personer.
Et nyt studie lavet af The Drexel University viser nemlig, at biseksuelle teenagepiger har større risiko for at få depression end andre LGBT-teenagere.
Husk B’et i LGBT
Undersøgelsen er baseret på et spørgeskema til 2513 mennesker i alderen 14 til 24 år med forskellige seksuelle orienteringer. Undersøgelsen viser at piger, som identificerer sig som biseksuelle eller er i tvivl om deres seksualitet i højere grad er deprimerede og overvejer selvmord end de andre grupper i undersøgelsen.
Annie Shearer, som står bag undersøgelsen, mener, at det skyldes, at vi ikke lægger nok mærke til de biseksuelle og tvivlende teenagere. Hun påpeger, at fordi biseksuelle ofte ikke regnes med i undersøgelser, er det med til at skabe en stor usynlighed omkring biseksualitet. I forhold til de teenagere, som er i tvivl om deres seksualitet siger hun:
”Jeg tror, at folk går ud fra at det er en midlertidig identitet, og det gør, at de også bliver overset.”
Homoseksualitet er blevet mere acceptabelt
Ifølge Annie Shearer er denne nye undersøgelse med til at vende op og ned på, hvad vi troede vi vidste om LGBT-teenagere og depression.
”Det er vigtigt at pointere, at kvinder som udelukkende er tiltrukket af andre kvinder, ikke har højere risiko for depression, angst, traumatisk stres, misbrug eller selvmordstanker end heteroseksuelle kvinder,” udtaler Annie Shearer i en pressemeddelelse og forsætter:
”Det modsiger tidligere undersøgelser, der viser at homoseksualitet altid er en risikofaktor, når det gælder mentale problemer. Meget tyder derfor på en større samfundsmæssig accept af homoseksualitet og homoseksuelle parforhold.”