SAMFUND

Så mange lande straffer homoseksualitet

Ifølge en ny rapport er der fortsat mange lande, hvor det i sidste ende kan koste dødsstraf, hvis man viser sin homoseksualitet.

Rundt om i verden vinder rettigheder for homoseksuelle frem med lovlige ægteskaber mellem to mennesker af samme køn.

Blandt andet fastslog USA’s højesteret i 2015, at forbud mod homoseksuelle ægteskaber er i strid med den amerikanske forfatning. Samme år var Irland verdens første land der sendte spørgsmålet til folkeafstemning hvilket gav et stort ja til vielser af homoseksuelle.

De to nationer sluttede sig dermed til lande som Danmark, Frankrig, Canada og Brasilien, der alle har lovliggjort vielser af to personer af samme køn.

Men en ny rapport, publiceret af International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association (ILGA), viser, at der fortsat er mange steder i verden, hvor de homoseksuelle rettigheder på ingen måde er i fremgang, skriver den engelske avis The Independent.

Forbud mod homoseksualitet

Ifølge rapporten er der nemlig et decideret forbud for at være homoseksuel eller biseksuel i 74 lande. Herunder 13 lande, hvor det i sidste ende kan føre til døden, hvis man er i forhold med en person af samme køn.

Disse lande tæller Sudan, Iran, Saudi-Arabien, Yemen, Mauretanien, Afghanistan, Pakistan, Qatar, UAE, dele af Nigeria, dele af Somalia, dele af Syrien og dele af Irak.

Selvom legalisering af homoseksuelle ægteskaber bliver mere udbredt, viser rapporten, at andre dele af lovgivningen fortsat halter efter.

I 40 af verdens lande er der fortsat indskrevet en paragraf i straffeloven, der muliggør, at folk kan forsvare en kriminel handling som vold eller mord mod en homoseksuel person med, at de blev provokeret af ofrets seksualitet.

Anti-homopropagandalovgivning

I rapporten fra ILGA fremgår det, at mange lande ikke har en konkret politik, når det gælder homoseksualitet. Men det kan ifølge ILGA være stærkt problematisk, fordi diskrimination mod homoseksuelle i så fald ikke bliver straffet. Blandt de lande er EU-landet Litauen, der ofte høster kritik for behandlingen af homoseksuelle.

Som eksempel straffer det østeuropæiske land pro-homoseksuelle ytringer med bødestraf, ligesom det er ulovligt at ”fremme homoseksuelle forhold” i det offentlige rum. Blandt andet derfor er det i Litauen ulovligt at informere om homoseksualitet i alle landets skoler og på offentlige steder.

I alt 17 lande har en lignende lovgivning: Algeriet. Egypten, Libyen, Marokko, Nigeria, Somalia, Tunesien, Irak, Iran, Jordan, Kuwait, Libanon, Qatar, Saudi Arabien, Syrien, Rusland og som nævnt EU-landet Litauen.