Ungdomskvaler for fuld udblæsning

Inderligt og fængende spil, i en sand klassiker, der består og lever. Musikalsk er melodien ujævn, hvilket ikke alle steder giver det bedste remix, af den så kendte historie i “Tro, håb og Kærlighed “.

Ungdommelig akavethed. Overgangen til voksenlivet – en rutsjebanetur fra uskylden til alvoren. Et sammensurium af følelser og et vælg af kærligheds-, familie- og identitetsproblemer, samt indviklede venskaber, fylder Aarhus Teater i denne tid. Lige midt i Aarhus er der dømt 60’er vibe og en ægte ungdomsklassiker. Tro, Håb og Kærlighed, nu som teater.

Længe leve ungdommen

I 1983 udkom Bjarne Reuters på mange måder ikoniske ”Når Snerlen blomstrer”. Allerede året efter var Bille August på banen med sin filmudgave: ”Tro, håb og kærlighed”. På sin vej  fra bog til film fik historien en naturlig opstramning og dele blev fjernet.  Aarhus Teater har taget udgangspunkt i filmen og skønt, translationen til scenen lykkes vel, kunne en yderligere opstramning have været tiltrængt. Men mere om det senere.

Hver generation har sine værker, der bliver indbegrebet af at have fanget sin tid og fortællingen om ungdommens nu. Sådan betragter mange både Reuters bog og Augusts film. Begge er gået hen og blevet såkaldte klassikere. Skønt de blev til lidt på bagkant af 1960erne som de beskriver.

Aktuelt sender filminstruktør Jonas Risvig, der er kendt for en lang række danske ungdomsserier som bl.a. ’Salsa’, ’Drenge’, ’Grænser’, ’Centrum’ og ’ZUSA’, sin film ’Kontra’ ud i biograferne.  Endnu et portræt af ungdommen i sin tid.

Ens er de eviggyldige fortællinger om de særlige ungdomsår, hvor følelserne er mange, store og næsten ustyrlige. Hvor friheden og uskylden kan føles stor, indtil et mere ansvarsfuld, og vil nogen sige, et mere tungt voksenliv overtager.

Og det er netop i disse følelser at forestillingen og fortællingen på Store Scene fanger os og viser sit værd. Der tænker man længe leve ungdommen.

Venskabet frem for alt

De to kammerater Erik og Bjørn er omdrejningspunktet for handlingen. Deres indbyrdes relation, men mest af alt hver deres veje.

Bjørn er rebellen, der ikke  helt er så nem at tilpasse. Han skulker den i skolen og meget andet fanger hans interesse. Han flirter  med Kirsten, som også er vild med ham. Han forelsker sig dog imidlertid voldsomt Anna, som han tilfældigt  ser i en bus. De finder sammen, men han mister hende, efter at hun er blevet gravid og har fået en illegal abort. Herefter presses han af omgivelserne og sig selv, i håb om at passe ind, til at forlove sig med Kirsten.

Eriks mor er psykisk syg. Hun holdes hjemme. Det skal skjules for omverdenen.

Han er lidt tilbageholdende i sine handlinger, for han føler sig forpligtet og måske endda fanget af ansvaret hjemme. Som han stærkt får sagt til sin far. Du har taget barndommen fra mig. Den autoritære far styre hjemmet. Både moren og Erik viser ham respekt. Men noget er ikke helt som det skal være, og Erik ender med at bryde faderens tyranni.

Og på trods af uoverensstemmelser mellem Bjørn og Erik, står de til sidst sammen og viser, at de er der for hinanden.  Venskabet viser sit værd.

Levende spil

Emil Busk Jensen og Emil Prenter, spiller henholdsvis Bjørn og Erik. De gør det godt og deres spil er stærkt, ikke mindst sammen. Vi skal hives ind og hoppe med på den barnlige spillestil, der dog lige skal finde sin plads, før end vi lader os rive med. Men så mærker vi dem også.

Det samme er tilfældet med Clara Sophia Phillipsons umiddelbarhed som Kirsten, samt Amanda Friis Jürgensens direkte spil som veninden m.v.

Og ikke mindst Mette Klakstein som Anna, der spiller med en tyngde, der rammer rent ind. Man føler virkelig hendes smerte og angst, når hun ligger der på et rullebord, ved en kvaksalver, og pruster. Samt i det virkelige stærke moment, hvor hun efterfølgende løber rundt og skriger, til aborten er fuldført. Hun sætter et markant aftryk, med sit dybe stærke spil.

Ensemblet får ellers ikke altid lov til at dvæle ved de enkelte scener og følelser. Havde det hele været fortalt mere stramt og i forlængelse, ville spillet og det dramatiske heri været bibeholdt bedre. Det bliver lidt for brudt op, hvilket er en skam. Fortællingerne bliver afbrudt og bliver ikke som helhed intense nok, på trods af det levende spillende cast.

Men det handler mere om de dramaturgiske valg og instruktørens form for iscenesættelse.  Skuespillerne leverer og giver hvad de kan.

Musikken som med og modspiller

Den norske instruktør Peer Perez Øian var tilbage i 2022 instruktør på den Reumertnominerede forestilling “Omstigning til Paradis” på Aarhus Teater.  Her lod han ensemblet indgå som band. Lod dem synge og spille sange, der gav en rå New Orleansk Trash stemning.

Det er lidt samme greb, der er taget i “Tro, Håb og Kærlighed”. Midt i det hele står instrumenterne. På skift overtager de enkelte ensemblemedlemmer dem og sammen med musikken og sange fra 60’ erne skabes baggrunden og tidsbilledet. Musikken er vigtig. Det var den i bogen, såvel som i filmen.

Tankerne er gode i hele den musikalske setting der er tilstede. Men ofte bliver det mere en modspiller og et nostalgisk trip, frem for at booste fortællingen, og give denne mere drive som medspiller. Musikken afbryder mere og skønt den er vellyd, ender den mere som et forstyrrende element.

Bevares, når der synges ’Sag Mir Wo Die Blumen Sind’ og Anna rollen, sidder med ny viden om sin graviditet og læser om kroppens anatomi, så bliver man rørt. Men når publikum festligt og fornøjeligt begynder at klappe i takt til ’Sånt är livet’, samt jubler når den ender. Virker det malplaceret og ude af kontekst i forhold til selve fortællingen. Jeg er med på at teksten i sangen rammer plet, men for at det ikke bare skal være en nostalgisk stund for publikum, skulle teksten have været brugt på anden vis. Og måske nummeret skulle have haft et tvist og være knap så koncertpræget i sin opførsel. Som den er nu ryger man blot ud af historien.

I mørket bliver vi fanget

Historien er stærk. Sprudlende og liflig fra start. Men når efterårsbladende begynder at dale ned, kommer mørket. Nu står alle ved en skillevej og alvoren melder sig. Skiftet sker i pausen og jo mere dybden opstår, jo mere gribes vi. Her er fortællingen og grunden til stykkets relevans.

Det lykkedes at gå fra film til teater, og brug gerne en af dine nu efterårsaftener på en tur i teatret, for at genopleve denne klassiker. Så kan filmen eller bogen måske findes frem når vinteren kommer.

Tro, håb, kærlighed og fire ungdommelige stjerner herfra.

Information om forestillingen

Tro, håb & kærlighed spiller på Aarhus Teater, Store Scene frem til 1. oktober.

Baseret på Bjarne Reuter og Bille Augusts manuskript til filmen “Tro, håb og kærlighed” og Bjarne Reuters bog “Når snerlen blomstrer”.

Iscenesættelse: Peer Perez Øian.

Medvirkende: Emil Busk Jensen, Emil Prenter, Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson, Mette Døssing, Christian Hetland, Kirsti Kærn, Anders Baggesen, Amanda Friis Jürgensen, Oskar Salvatore.

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inklusiv pause.

Yderligere information og billetsalg på Aarhusteater.dk