Udvist: Tævede datter for ‘lesbiske tendenser’
Datteren af et syrisk ægtepar i Danmark blev udsat for vold og trusler, fordi hun havde ’lesbiske tendenser’.
Et syrisk ægtepar er udvist af Danmark for at have mishandlet deres datter, fordi hun bragte skam over familien. Pigen fik tæsk af sin far, mens hendes arme var bundet med strips, og moderen truede datteren på livet med en kniv, mens hun sagde, at hun enten ville slå pigen eller sig selv ihjel, fordi hun bragte skam over familien.
Efterfølgende tvang de datteren til at blotte sit underliv, så de kunne undersøge, om hun stadig var jomfru.
Årsag? De mente, at datteren havde “lesbiske tendenser”.
Pigens far er mandag idømt et år og i måneders fængsel, og moderen har fået ni måneders fængsel. Når fængselsstraffen er udstået, udvises de begge af Danmark.
Det er en skærpelse af byrettens dom, hvor moderens dom samt udvisningen af forældrene var betingede.
Tvunget til ægteskab
Få dage efter den voldelige afstraffelse blev pigen tvunget til at gifte sig med en mand fra det pizzeria, hvor hun arbejdede. Ægteskabet blev dog ophævet af en imam få dage efter.
Datteren er psykisk påvirket af sagen, og blev tilkendt en erstatning på 37.000 kroner.
Faderen er tidligere dømt for jævnligt at have slået pigens to mindre søskende. Han har blandt andet slået dem under fødderne med en grydeske.
Han kom til Danmark fra Syrien i 2012, mens resten af familien kom til landet året efter. De bosatte sig i Grenaa, men på grund af sagen følte familien sig i unåde hos byens øvrige muslimske familier, så de flyttede efterfølgende til Sønderjylland.
Kilde: Ritzau.