OPINION

Udkantsdanmark glemmes, når man snakker ligestilling og trivsel for LGBTQ+ personer

Niels Christian Aahøj Bech, forperson LGBTQ+ Sønderborg kræver mere professionel rådgivning til LGBT+ personer i udkantsområderne.  Foto: LGBTQ+ Sønderborg.

Når man snakker ligestilling i Danmark halter det stadig i Sønderjylland i forhold til København og Aarhus. Følelsen er at vi bliver glemt blandt andet i forhold til fysisk rådgivning og hjælp til bedre trivsel for LGBTQ+ personer.

Til Sønderborg Pride Week kom LGBTQ+ Sønderborg med forslag om fysisk rådgivning. En måned senere præsenterede vi det for ministeren under et besøg i Sønderborg,  Siden da, er der ikke sket noget.
Oplevelsen i LGBTQ+ Sønderborg er, at vi har nogle medlemmer, der ikke altid synes, det er så let at være LGBTQ+ person i Sønderjylland. Vi oplever især personer med angst og ensomhed. Hvor det for disse LGBTQ+ personer er svært at tage sig sammen,  og komme ud til arrangementer som for eksempel LGBTQ+ Sønderborg afholder.  Det kan skyldes, at det er svært at bevæge sig omkring andre, hvis man har det svært ved sig selv.
Derfor efterlyser jeg som forperson for LGBTQ+ Sønderborg, en fysisk rådgivning i Sønderjylland.

Lige muligheder for alle

Når vi holder event og arrangementer i LGBTQ+ Sønderborg gør vi meget ud af at slå fast, at her er plads til alle uanset køn, seksualitet eller etnicitet. Vi snakker gerne med personer, der har det svært, og gør vores bedste for at hjælpe. Men vi er ikke uddannet i at rådgive. Vi mangler professionelle, der kan hjælpe. Professionelle, som er uddannet til at rådgive og vejlede.
Denne opgave, mener jeg ikke skal ligge hos kommunerne. Den bør ligge hos staten, så man sikrer sig, at hjælp og rådgivning for LGBTQ+ personer er den samme i hele landet.  Det kan undre mig meget, at der ikke er mere fokus på at rådgivning og hjælp til LGBTQ+ personer. VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) lancerede allerede i 2022 resultaterne fra en undersøgelse, der tydelig gjorde det klart, at  LGBTQ+ personer er dårligere stillet, når det kommer til livskvalitet i Danmark.
Mit ønske som forperson er at alle LGBTQ+ personer i Danmark, uanset hvor man bor, har adgang til fysisk rådgivning og hjælp.  Måske vil en opstart koste penge. Men i længden vil de omkostninger være billigere for samfundet. Med hjælp kan man undgå at LGBTQ+ personer ender med livslang angst, og andre psykiske udfordringer. Hvor de ikke kan være en del af en arbejdsplads og dermed ikke bidrage til samfundet.

ROS til folkeskoler, efterskoler og gymnasier

Mens der politisk ikke er sker så meget, så vil jeg gerne udtrykke stor ros til folkeskoler, efterskoler og gymnasier i Sønderborg Kommune. Efter vi er startet som LGBTQ+ forening, har de i stor grad taget kontakt og brugt os som en del af undervisning. Det betyder rigtigt meget, at man allerede i folkeskolen lærer om forskellighed, ligestilling og rettigheder. LGBTQ+ Sønderborg oplever stor interesse fra eleverne, som ikke er bange for at stille spørgsmål til foreningen. Med dialogen kommer ofte refleksion og forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi giver plads til hinanden og hinandens forskellighed.  Ved at skoler inviterer foreningen ud, bidrager de også til forståelsen for en mere inkluderende samfund. En forståelse de unge får ind på et tidspunkt, hvor de er ved at blive dannet som personer.
Niels Christian Aahøj Bech, forperson LGBTQ+ Sønderborg