KULTUR

Tuborgfondet støtter LGBTQ-organisationer

Modtagerne af Tuborgfondets donation til Aks International Minorities Festival.
Foto: Tuborgfondet / Facebook

Checks på samlet 115.000 kroner blev fredag eftermiddag uddelt af Tuborgfondet til tre af LGBTQ-miljøets mest aktivistiske foreninger, og en international minoritetsfestival.

Uddelingen var fristende henlagt til Carlsbergs fredagsbar, og Tuborg øl i den flotte Prideudgave var linet op. Med uddelingen af fredagens donationer fortsætter Tuborgfondet sin fornemme tradition for støtte til projekter og organisationer, der gør en forskel for samfundet, og ofte samfundets mest sårbare grupper.

Aktivistiske modtagere

Ligestillingsminister Karen Ellemann kom i sin tale blandt andet ind på dansk frisind og et mangfoldigt Danmark. Det får på Facebook den ene modtager – LGBT+ Ungdom til at udtrykke håb om, at ”det også vil komme til udtryk i fremtidige forhandlinger. Vi ønsker især, at behandlingen af transpersoner bliver MEGET forbedret, og vi håber, at ministeren forbedrer vilkårene i overensstemmelse med høringssvaret, som Transpolitisk Forum har udarbejdet, og som vi er medunderskrivere på.”

En kommentar, som går fint i tråd med LGBT+ Danmarks aktivistiske dagsorden. Foreningen modtager 25.000 kroner af Tuborgfondet.

Ligestillingsminister Karen Ellemann og Tuborgfondets direktør Anne-Marie Skov. Begge med en Pride Tuborg i næverne.
Foto: Tuborgfondet / Facebook

Glæde hos LGBT Asylum

En gruppe der får mindre opmærksomhed end de fortjener, er LGBT Asylum. De arbejder for LGBT-personers rettigheder i det danske asylsystem, og det er et arbejder der alt for ofte giver et negativt resultat.

I fire måneder fra april til juli 2017 har otte medlemmer af LGBT Asylum fået en afgørelse fra Udlændingestyrelsen. Heraf var seks negative, det vil sige afvisninger af asyl. Når asylansøgere bliver afvist af Udlændingestyrelsen, bliver afgørelserne automatisk anket til Flygtningenævnet. Inden for de seneste fire måneder har fem medlemmer fået deres sag endeligt afgjort i Flygtningenævnet. Heraf blev de fire afvist.

LGBT Asyl modtager 25.000 kroner af Tuborgfondet, som betyder, at foreningens gruppe for LGBT-flygtninge, der har fået asyl, kan komme på den halvårlige weekendtur i næste måned.

Sabaah fik den største check

Både grundlægger af Sabaah, Farad Saeed, og den nyvalgte forperson Mateen Hussain, var mødt op på Carlsberg for at modtage donationen fra Tuborgfondet. Checken lød på 40.000 kroner, som vil komme foreningens arbejde med forbedring af forholdene for minoritetsetniske LGBTQ’ere til gode.

Den sidste modtager er Aks International Minorities Festival, der viser film ledsaget af diskussioner og debatter. De arrangerer også pædagogiske workshops, kunstudstillinger og scenekunst, der fremmer bevidsthed og dialog om problemer, der påvirker mindretal og marginaliserede grupper.