KULTUR

Trumps sejr truer LGBTQ-rettigheder

Donald Trump under sin sejrstale i New York onsdag morgen. I baggrunden den kommende vicepræsident Mike Pence.
Foto: Screendump

Retten til ægteskab og andre tilkæmpede rettigheder for amerikanske LGBTQ’ere er på spil efter Donald Trumps uventede sejr ved det amerikanske præsidentvalg.

Verden over er mennesker i chok over udsigten til Donald Trump som amerikansk præsident. På sociale medier udtrykker LGBTQ’ere deres frygt, og maler et skræmmende billede af fremtiden.

Mange amerikanske LGBTQ’ere frygter for retten til ægteskab. Denne ret blev anerkendt af den amerikanske højesteret i sommeren 2015, og var kulminationen på en positiv udvikling under præsident Obama.

Donald Trump har i sin valgkamp ikke nævnt meget om LGBTQ-rettigheder. Han har gjort små forsøg på at være imødekommende, men det må tolkes som et forsøg på at fiske stemmer.
Hans vicepræsident Mike Pence har som medlem af repræsentanternes hus konsekvent stemt mod alt der ville fremme LGBT-rettigheder. Blandt andet mod vielser af par af samme køn, og ophævelse af ”don’t ask – don’t tell” lovgivningen, som forbød LGBT’ere i militæret at være åbne om deres seksualitet.

Med Trump i det Hvide Hus og republikansk flertal i begge Kongressens kamre er der intet der tyder på yderligere positiv udvikling i den nationale lovgivning på LGBTQ-området. Tværtimod.

Men den mest alvorlige trussel kommer fra højesteret, hvor de ni dommere har magt til at underkende love vedtaget i Kongressen og underskrevet af præsidenten.

LGBTQ-rettigheder kan underkendes i højesteret

Med højesteretsdommer Antonin Scalias død i foråret er en plads ledig i højesteret. Obamas kandidat er ikke blevet godkendt i den republikansk dominerede kongres. Trump har ved flere lejligheder sagt, at han vil udpege en konservativ dommer, som man må formode vil blive godkendt i kongressen.

Dermed er der åbnet op for, at højesteret kan underkende retten til ægteskab mellem par af samme køn. Et andet vigtigt område er de såkaldte ’freedom acts’ der blandt andet anerkender retten til at diskriminere LGBTQ’ere med baggrund i religiøs overbevisning.

Transkønnede kæmper i forvejen for øgede rettigheder, og er i nogle stater blevet ramt af lovgivning, som pålægger dem, at benytte offentlige toiletter svarende til det køn de er tildelt ved fødslen.

Denne lovgivning kan underkendes af højesteret, men det vil næppe ske nu.

Kampen fortsætter

Men mens Trump ”makes America great again” vil millioner af amerikanere sammen med mange organisationer fortsætte arbejdet for LGBTQ-rettigheder på alle niveauer. Nok er verden i chok i dag, men allerede nu giver mange udtryk for, at man ikke lægger sig ned, og blot accepterer, at kampen for ligestilling og rettigheder er slut. Den er først lige begyndt.

 

Læs også: Obama gør Stonewall til nationalt mindesmærke

Se også: Trump-vælgerne i historisk perspektiv