Totalforvirring om Men’s Shop – lukket eller ej?

Webshoppen www.mensshop.dk fredag den 22. december 2017 kl. 16.15. Webshoppen er online, men sender ikke de varer der bliver bestilt på den.
Foto: Men’s Shop / screendump

Efter lukningen af selskabet bag Men’s Shop kører webshoppen uændret videre, men bestillinger bliver ikke leveret. Det sker efter, at ejerskabet er overdraget til en ny virksomhed.

Den 30. november kunne vi fortælle, hvordan den gamle og historiske homosexshop Men’s Shop i Viktoriagade i København pludselig og uden varsel var lukket. Men butikkens webshop kører uændret videre i en ny virksomhed, der er registreret i den tidligere ejers mands navn.

Sat under tvangsopløsning

Tilbage i november 2012 blev selskabet Mensshop.dk ApS oprettet med Hans Weibrecht Renmælmo som eneste anpartshaver. Selskabet drev Men’s Shop i Viktoriagade i København, og webshoppen www.mensshop.dk. Men den 1. september i år bliver selskabet sat under tvangsopløsning, og umiddelbart før den 1. december lukker butikken i Viktoriagade. Selskabet er nu under konkurs.

LÆS OGSÅ: Historisk dansk homosexshop er lukket

Manglende regnskab

En søgning i offentlige registre på virk.dk viser, at det lukkede selskab Mensshop.dk ApS, ikke har indsendt et regnskab for regnskabsåret 2016. Seneste tilgængelige regnskab er for 2015, som viser et underskud på 177.000 kr. efter skat, og gældsforpligtelser for 616.000 kr. samt at egenkapitalen er på 125.000 kr. I 2014 havde selskabet et beskedent overskud på 7.200 kr. og en egenkapital på 302.000 kr.

Ifølge advokat Kim Krarup fra Advokatfirmaet Krarup er det lovpligtigt for anpartsselskaber at indberette og offentliggøre sine årsregnskaber, og at det typisk er manglende regnskaber, der fører til tvangsopløsning af et selskab.

Har lavet “konefinten”

Mens butikken i Viktoriagade er lukket, kører webshoppen uændret videre med en nye ejer.

Ny ejer af webshoppen www.mensshop.dk er Martin Weibrecht Skaarup Renmælmo, som er gift med den tidligere ejer Hans Weibrecht Renmælmo.

Martin Weibrecht Skaarup Renmælmo oprettede den 15. oktober i år enkeltmandsvirksomheden Mensshop. Den nye virksomhed har også overtaget ejerskabet af domænenavnet www.mensshop.dk.

I den mellemliggende periode fra 1. september til 30. november har det gamle selskab Mensshop.dk ApS, fortsat sine aktiviteter på trods af at det var under tvangsopløsning.

Den nye virksomhed Mensshop, hæfter ifølge lovgivningen ikke for det gamle selskabs økonomiske forpligtelser, forklarer advokat Kim Krarup til Out & About.

Denne konstruktion kaldes populært ”konefinten”, og definerer en situation, hvor et selskab overdrager aktiver til et andet selskab, og dermed bringer aktiverne udenfor rækkevidje af eventuelle kreditorer.

Webshoppen stadig online

På webshoppen www.mensshop.dk er der intet der viser, at den fysiske butik i Viktoriagade er lukket. På forsiden kan man stadig læse om butikkens åbningstider, og cvr-nummeret er uændret. Gennemfører man en bestilling i webshoppen, kan man stadig vælge at hente sin vare i den lukkede butik i Viktoriagade.

Ifølge advokat Kim Krarup er det en overtrædelse af lovgivningen, at webshoppen fremstår med forkert cvr-nummer.

Fra www.mensshop.dk’s forside. Til venstre ses omtalen af den nu lukkede butik i Viktoriagade. Under den røde streg ses webshoppens bund, hvor der stadig fremgår gammelt CVR-nummer og kontaktinfo.
Foto: Mensshop.dk / screendump / collage.

Bestillinger bliver ikke sendt

For at finde ud af, om webshoppen stadig leverer bestillinger, købte vi onsdag den 6. december om formiddagen et klistermærke til levering med Post Danmark, og betalte med dankort. Ordrebekræftelsen kom sekunder efter på mail, og indeholder alle de informationer den skal.
Fredag den 22. december er bestillingen endnu ikke nået frem, og beløbet på 28,00 kr. er ikke trukket på kontoen.

Ingen kommentar fra Men’s Shop

Vi har sendt denne artikel til Hans Weibrecht Renmælmo og Martin Weibrecht Skaarup Renmælmos private e-mailadresser, samt den kundeservicemailadresse som webshoppen angiver. Vi vil gerne høre om fremtidsplanerne for www.mensshop.dk. Vi har også spurgt, om de kunder der har bestilt på hjemmesiden, vil få deres varer tilsendt. Vi har ikke fået svar. Telefonopkald til det telefonnummer som webshoppen angiver til kundeservice, bliver heller ikke besvaret.