The Bodyguard – the Musical – gennemført til mindste detalje

 

Kærlighedshistorien The Bodyguard – the musical kan nu ses rundt om i hele landet.   Foto: Miklos Szabo

Velproportionerede fyre, lækre kvinder, flotte kostumer, herunder ikke mindst fantastiske kjoler, en sublim lyd, et velspillende orkester, en sød kærlighedshistorie tilsat det rette drama, og ikke mindst to særdeles gode vokalister i forgrunden, sikrer The Bodyguard – the Musical, 5 velfortjente regnbuer fra Out & About.

 

The Bodyguard – the Musical, har netop haft skandinavienspremiere i Esbjerg, og vil de kommende måneder turnere landet rundt. Og for enhver, der kan lide at se velproportionerede fyre, lækre kvinder, og flotte kostumer, samt ønsker at lægge øre til en lang række velsmurte pophits fra 1990´erne, er der ingen tid at spilde: Køb billet og glæd dig til at skulle opleve en flot opsat forestilling, eller rettere et show, med ikke mindst to særdeles gode vokalister i forgrunden.

For et show er det – og et velsmurt et af slagsen. Forklaring følger.

Handlingen

The Bodyguard er en kærlighedshistorie med et tvist af ægte drama. Det handler om den særdeles populære popsangerinde Rachel Marron, spillet og ikke mindst godt sunget af Andrea Lykke Oehlenschlæger. Rachel forfølges af en stalker, spillet af David Owe, og derfor hyrer hendes agent en bodyguard, Frank Farmer, spillet af Johannes Lassen.

Indledningsvis er Rachel særdeles kølig overfor hendes bodyguard, som hun ikke mener at have brug for. Piben får dog en anden lyd, da stalkeren formår både at levere en besked og samtidig stjæle en kjole i hendes garderobe. Senere kommer stalkeren tæt ind på livet af Rachels søn Fletcher, og samtidig finder han vej til hendes soveværelse. Dog uden hun selv er tilstede.

Som det også er i den heteroseksuelle verden, så har denne slags historier altid et romantisk islæt Kvinder møder mand, rigtig gættet bodyguarden, og nå ja, resten kan man så næsten gætte sig til. Glemmes i historien må nemlig ikke Rachel´s søster, Niki, ligeledes særdeles godt spillet og ikke mindst sunget af Lea Thiim Harder.  Og en mand, to kvinder, endda søstre, nå ja, det kan jo også nok give anledning til en god historie. Og så er der lige ham stalkeren, der er forelsket i Rachel, og nærmest ser rødt, da han ser et billede af Rachel og Frank sammen, og taget på en karaokebar.

Andrea Lykke Oehlenschlager spiller Rachel i den danske udgave af The Bodyguard.   Foto: Miklos Szabo

Baseret på filmen

Musicalen The Bodyguard er baseret på Hollywood-filmen med henholdsvis Whitney Houston og Kevin Costner i rollerne som Rachel og Frank. Filmen The Bodyguard blev set af millioner af biografgængere over hele verden, og alene i Danmark blev den set af 700.000. Samlet omsatte den for over 400 millioner dollars på verdensplan, og soundtracket har ikke uden grund rundet 45 millioner solgte eksemplarer. Filmen sikrede ikke mindst Whitney Houston en plads i filmhistorien.

Efter premieren på musicalversionen i 2012, og efter at have været opført over det meste af verden, er turen nu kommet til Danmark.

Lidt dansk – mest engelsk

Hvordan klarer The Bodyguard – the Musical sig så i en dansk version? Som indledningsvis skrevet så er det et flot flot opsat show: Det er flotte kostumer, forholdsvis enkle men særdeles velfungerende og flotte kulisser, og så er der ikke mindst sangene. Andrea Lykke Oehlenschlæger leverer filmens, undskyld musicalens hits, så smukt og overdådigt, at man rent glemmer, at det egentlig var verdensstjernen Whitney Houston, der oprindeligt introducerede de fleste af hittene for os. Og man glemmer det måske ikke mindst fordi sangene også i musicalversionen leveres, hver som en, på engelsk, altså baseret direkte på det oprindelig oplæg. Ingen fordanskning der.

Gør det noget, vil nogle nok spørge: Nææ, ikke hvis man er vild med filmen, og de smukke popsange, som de i sin tid først blev leveret af Whitney Houston.

Naturligvis er der en fortællende og sammenbindende tekst. Teksterne og dermed dialogscenerne er ikke lange, men måske godt det samme. De leveres ikke altid med samme overbevisning som sangene, men bevares, det er jo også en musical og ikke et teaterstykke.

De største af de største

I The Bodyguard, – the Musical, hører vi flere end 20 af Whitney Houstons største hits deriblandt I have Nothing, I´m every Woman, Saving all my love, og ikke mindst de to største hits, uptempo sangen I wanna dance with somebody, og megahittet over dem alle, Dolly Partons nok største kærlighedssang I will Always love You.

Bag produktionen i Danmark står Langkjær Entertainment og Live Nation, og jo man ramte plet da man castede ikke mindst Andrea Lykke Oehlenschlæger, for hun kan om nogen levere vokalerne til Whitney Houstons mange fantastiske sange. Samtidig spiller hun Rachel så stærkt, at man ikke er i tvivl om at der ligger stærke følelser, kølig arrogance, og et heftigt temperament, bag, samtidig med at man klart fornemmer, at der også ligger såvel kærlighed som had bag hendes ageren.

Johannes Larsen er fin som Frank Farmer, og man skræmmes rent faktisk ind imellem over David Owes sexede og muskuløse stalker, der er med til at gøre The Bodyguard til en til tider gysende god musical.

Johannes Lassen spiller bodyguarden, der skal passe på den smukke sangerinde Rachel.   Foto: Miklos Szabo

Agerholm og la Cour

Afsluttende skal det nævnes at Thomas Agerholm, der tidligere har instrueret blandt andet Fredericia Teaters anmelderroste publikumssucceser Klokkeren fra Notre Dame og Seebach, er musicalens instruktør, mens scenografien er skabt af Reumert belønnede Benjamin la Cour, der fik sit gennembrud som scenograf på Disneys Klokkeren fra Notre Dame.

The Bodyguard – the Musical er gennemført til mindste detalje så fem flotte og velfortjente regnbuer fra Out & About.

 

Fakta om THE BODYGUARD – THE MUSICAL – I Danmark:

Instruktør: Thomas Agerholm

Scenograf: Benjamin La Cour

Koreograf: Sonny Fredie-Pedersen

Kapelmester: Joakim Pedersen

Kreativ executive producent: Thomas Langkjær

Produktionsselskab: Langkjær Entertainment og Live Nation

 

Hovedcast:

Rachel Marron: Andrea Lykke Oehlenschlæger

Frank Farmer: Johannes Lassen

Nicki Marron: Lea Thiim Harder

Stalker: David Owe

Spillesteder

Forestillingen spiller i Vejle 11.-15. november, Viborg 18.-22. november, Aalborg 25.-29. november, Aarhus 2.-6. december, Holstebro 16.-20. december. Der sluttes af i København 21. januar til 21. februar 2021.

 

Læs også: Heroin på Zangenbergs Teater er ren afhængighed

Gense traileren til filmen med Whitney Houston og Kevin Costner i hovedrollerne her.