Tæt på 1000 vil bevare Cosys åbningstider

Da Cosy Bar tidligere på måneden blev frataget fire timer af sin daglige åbningstid, blev der straks startet en underskriftindsamling til fordel for at bevare åbningstiderne “som de altid har været”. Nu har indsamlingen tæt på 1000 støtter.

Det vakte stort postyr, da homo-baren Cosy tidligere på måneden uden varsel fik indskrænket sin bevilling med fire timer dagligt, og i øvrigt også fik tildelt en bevilling, der var ét år kortere end normalt, og kun gælder til september 2015.

Og der gik da heller ikke længe, efter nyheden om de forkortede åbningstider kom frem, før en underskriftindsamling til fordel for at bevare de nuværende åbningstider var skudt i gang.

I skrivende stund har underskriftindsamlingen ‘Bevar Cosy bars åbningstider som de ALTID har været’ høstet underskrifter fra 921 personer.

“En skandale”

Dermed går der ikke længe, før Cosy Bar kan tælle sine støtter i tusinder.

– Jeg har kommet fast på Cosy bar siden i 80erne. Ingen steder i hverken ind eller udland er jeg blevet behandlet så pænt som af Britta eller nu datteren Camilla, skriver Jørgen Hyldig på indsamlingens hjemmeside.

– Stedet er og har været så meget en del af mit byliv at det er synd og skam, og en skandale at der pludselig fra myndighedernes side bare uden videre kappes af åbningstiden, fortsætter gæsten.

Næstformand for Bevillingsnævn siger undskyld

Efter den tilsyneladende lidt spegede afgørelse om den kortere bevilling har næstformanden i bevillingsnævnet, Leif Donbæk (SF), da også undskyldt processen overfor Cosy Bars ejer, Camilla Lantz.

Det ændrer imidlertid ikke på, at afgørelsen om den forkortede lukketid for indeværende ikke ser ud til at blive ændret.

Spørgsmålet er så, om underskriftindsamlingen vil vokse sig så stor, at man fra bevillingsnævnets side kan blive nødt til at genoverveje tingenes tilstand.

 

Læs også: Cosy-sagen: Lytter til beboerne efter uenighed