Svendborg Sommerrevy – Rottefælden, gør det kort, præcist og godt

Særdeles charmerende 4-kløver i front for årets Svendborg Sommerrevy.
Foto: Kim Kjærgaard Sørensen

Med ganske få ord, en lille mimik, og budskabet er leveret. Sådan kan årets Svendborg Sommerrevy – Rottefælden på Svendborg Teater, karakteriseres. Derfor ikke uden grund overskriften. De gør det kort, præcist, og godt. Anne Herdorf, Christina Astrid, Mikkel Schrøder, og Jan Schou, sprudler i den grad, at også de bagerste rækker i det smukke hyggelige teater får meget med hjem.

Alle aktører på scenen, herunder også den nye ledelse, der i front består af revy- og skuespillerparret Mikkel Schrøder og Christine Astrid, med førstnævnte som revydirektør og sidstnævnte som kunstnerisk leder, leverer en fin sommerrevy. De assisteres på scenen af revyveteranen Anne Herdorf. Og ikke mindst Jan Schou, der i år kan fejre sit 50-års jubilæum som skuespiller.

Med andre ord et garvet, godt og erfarent hold, der flankeres af tre gode revymusikere, kapelmester og komponist Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen. De sidste tre siddende i hver sit lille badehus, for scenen er fint bygget op omkring et strandparti med badebroer og badehuse. Stor ros for en flot, idérig scenografi, der virker. En ægte sommerrevy værdig.

Og det er da netop på stranden, en solskinsdag, at vi første gang præsenteres for forestillingens skuespillere. De henholdsvis slænger sig i liggestole, gør strandgymnastik, eller blæser badedyr op, da det går op for dem, at de nu skal på scenen. Fin fin effekt, da alle får travlt med at skifte fra badetøj til festtøj til aftenens første egentlige nummer Året der gik.

Året der gik leveres, som de øvrige af aftenens numre, kort og præcist. I teksten, fint forfattet af Jens Krøyer og Mikkel Schrøder, kommer vi fint omkring, hvad der er sket siden sidste års revy. Den sidder lige i skabet og vi er alle opdaterede på den verden, vi nu lever i. Ja faktisk formår de også lige særdeles aktuelt at nævne, at danskerne nu har stemt ja til en fjernelse af EU forsvarsforbeholdet.

Det er Fyn, det er fint, det ve´jette

Som en lokal og regional forankret revy skal der naturligvis også lidt lokalpatriotisk stof til. Det sker i Fynboprøven, ikke at sammenligne med indfødsretsprøven. Christine Astrid fører som født fynbo an, da hun skal teste Mikkel Schrøder, som hun i parentes bemærket er gift med, og som er tilflytter, hvad han ”ve” om Fyn. Det alt fra hvilken berømt fynbo, der leverer masser af gode sange, nej ikke Carl Nielsen, men Andreas Odbjerg, til noget med brunsviger, der er det mest berømte fynske bagværk.

Klimakterie, og små mænd

Næste på scenen er revyveteranen Anne Herdorf, som en svedende, dampende kvinde i overgangsalderen. Idéen til Klimakterie er hendes egen, men det er Jens Krøyer, der leverer såvel tekst som musik. Og hold da op, hvor Anne kæmper med sin sveddryppende krop, hvilket i den grad kan både ses og høres. Afsluttende konkluderes, at det er fint nok at læse bogen Kvinde kend din krop, men at hun aktuelt ikke kender sin.

I første akt præsenteres vi også for en blandt flere af aftenens meget fine spiddende skarpe, og særdeles satiriske tekster, Små mennesker. Det er den amerikanske sing- and songwriter Randy Newman, der står bag teksten, der er oversat og fordansket af Niels Jørgen Steen.

Det er revydirektøren selv, Mikkel Schrøder, der fremfører nummeret, akkompagneret af musikertrioen, der har forladt det trygge badehus, for at være med fremme i første linje. De stående, og Mikkel selv, på knæ, som en lille mand.

Og ja stykket handler om verdens små mænd, nemlig de diktatorer og despoter, magthavere og enevældige herskere, der gennem magt og undertrykkelse, vold og grusomhed, styrer deres folk og deres land.

På storskærm over den lille mand fremkommer de små mænd i fin satirisk streg af Allan Buch. Jeg hæftede mig blandt andet ved nogle af delingerne i diktatorernes navne. Her er man nok i et enkelt tilfælde gået, undskyld udtrykket, lige til stregen. Et fint fint nummer med masser af stof til eftertanke, og hvor alle i den meget smukke teatersal sang med på at vi ikke vil små mænd.

Schou, Majestæten, og Herlufsholm

Stof til eftertanke, og ind imellem også lige til stregen, og måske endda lidt til, var der også i et af Jan Schous gennem mange år glansnumre, som Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Det i nummeret Dronningen.

Fint akkompagneret af sin hofdame, spillet af en spillende Anne Herdorf, det kan hun også, spyr Majestæten om sig med kærlighed, men også med finurlige giftigheder. Det er sjovt, det er underholdende, men som nævnt også tæt på stregen. Om De forstår. Jan Schou er Majestæten, der selv har forfattet teksten. Om De forstår.

Det har han til gengæld ikke i aftenens nok stærkeste nummer Det bli´r koldere. Tekstveteranen Leif Maibom har forfattet teksten om klimaet, og ikke ufortjent høstede Jan Schou nok aftenens største bifald for fremførelsen af netop den tekst. Siddende overskrævs på en stol, refererende til en gammel Osvald Helmuth tekst, fortalte og sang han om, hvordan det står til med vores klima. Wau for et nummer, der fuldt fortjent høstede et endog meget stort bifald på premiereaftenen!

Leif Maibom stod også bag en anden god skarp tekst Blindsmagning. Det handlede om ansættelse af en ny medarbejder i et vinfirma. Han, godt spillet af Mikkel Schrøder, skulle med bind for øjnene kunne fortælle om nogle af de vine, vinfirmaets ejer, spillet af Christine Astrid, præsenterede ham for. Det kunne han naturligvis og fik ansættelse mod at alle vine, også fremadrettet, skulle blindtestes og beskrives. Ikke alt skal nævnes her, men afslutningen fik en særdeles overraskende drejning……blot skal nævnes ordene sovesalsvagter og Herlufsholm. Gæt selv resten – eller endnu bedre se det selv.

Fin idérigdom i Svendborg

Løjerne fortsætter aftenen igennem, og selvom enkelte tekster har lidt genkendelighed fra tidligere danske revyer, bliver de ikke dårligere i Svendborg, hvor de tilføres en høj grad af idérigdom.

Således også i første nummer i anden akt, Fire årtier.

De fire skuespillere er født i hver sit årti: Jan i 1950´erne, han fyldte 70 år for en måned siden, Anne i 1960´erne, Mikkel i 70´erne, og Christine i 80´erne. Med det som udgangspunkt præsenterede de os for et væld af sanghit fra hver deres årti. Super godt musikalsk sammensat, flot og genialt fremført, hvor ikke mindst Mikkel, som en tro parodi på en vis Dissing, parodierer. Jan gør sig godt som Elton John, uden at sige et ord – kort og godt!

Der må en stjerne mere til

Egentlig havde jeg sammen med min medanmelder besluttet os for fire stjerner. Men her dagen derpå, hvor tekster, fremførelse, scenografi, kostumer, med meget mere fortsat giver stof til eftertanke og i den grad går op i en højere enhed, må jeg overgive mig og tildele Svendborg Sommerrevy, Rottefælden, fem fine stjerner fra Out & About.

Tillykke til alle i og omkring Svendborg med en fin revy. Vi kommer gerne igen.

 

Kort om det kreative hold

Instruktion: Carsten Friis

Skuespillere: Anne Herdorf, Christine Astrid, Jan Schou, Mikkel Schrøder

Kapelmester: Jens Krøyer

Koreografi: Christine Astrid

Scenografi: Rikke Juellund

Kostumedesign: Lasse Spangenberg

Sceneafvikler og regi: Jens Aas

+ et stort antal frivillige.

 

Spilleperiode:

Spiller på Svendborg Teater frem til den 13. august

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Bakkens Hvile – ’Sprællevende kulturarv i mangfoldighedens katedral’