ANMELDELSER

Storm over Ramasjang er en hyggelig familieforestilling

Østre Gasværk og DR samarbejder om en forestilling for hele regnbuefamilien.
Foto: Miklos Szabo

Med Storm over Ramasjang, der er blevet til i et samarbejde mellem Østre Gasværk Teater og DR, oplever familiens mindste de populære DR figurer på nærmeste hold. Clara og Anne-Line var ikke i tvivl om antallet af regnbuer.

Der var stor gensynsglæde, ikke mindst blandt de mindste, da en række af figurerne fra DRs Ramasjang gik på scenen i Østre Gasværk i forbindelse med opførelsen af Storm over Ramasjang.

Storm over Ramasjang er Østre Gasværk Teater og DRs bud på en musikalsk børneforestilling om det at tro på sig selv og hinanden.

Med Storm over Ramasjang har manuskriptforfatter Pelle Møller skrevet en historie, hvor nogle af DRs Ramasjangs forskellige karakterer, Onkel Reje, Hr. Skæg og Moster Mille, indgår i den samme fortælling, men hvor der også dukker nogle nye karakterer op. Det drejer sig om Frk Storm, og Busken, også kaldet Danser.

At kende sig selv

Selve Handlingen foregår på en gold klippeø. Indledningsvis oplever vi Onkel Reje, der kommer sejlende til øen, hvor han møder furien og heksen Frk. Storm.

Hun er ensom, og savner en at være sammen med. Derfor vil hun give Onkel Reje sit ganske kongerige, hvis han gifter sig med hende, og dermed svor hende evig kærlighed.

Og hvem kan ikke få lyst til sin egen ø? Onkel Reje bliver forhekset og forelsket. Han beslutter sig for at tage imod Frk. Storms tilbud. Samtidig glemmer han alt om, hvem han er, og hvad han vil. Men, for der er et men: Onkel Rejes to venner fra Ramasjang, Motor Mille og Hr. Skæg, kommer også til øen. Og da de finder ud af, at Onkel Reje er ved at gifte sig, iværksætter de en redningsaktion.

Historien er blevet til med udgangspunkt i børn fra 4 år og deres voksne. Storm over Ramasjang hænger fint sammen i al sin enkelthed, og børnene holder tydeligvis af figurerne på scenen efterhånden som de gør deres entré, Hr. Skæg i sin luftballon, Motor Mille i en flyver.

Specielt for vi voksne er lagt elementer ind, som går over hovedet på de fleste af børnene. Eksempelvis bliver der spurgt, hvad den dansende busk hedder. Svaret lyder – Busk, Arnold Busk. Tilsvarende fortæller Onkel Reje at han godt kan li kvinder – ligesom Anne Linnet.

Disse elementer forstår børnene ikke, men det betyder ikke noget i deres univers, mens vi andre muntres lidt og tænker nåhh ja.

Foto: Miklos Szabo

Vi kan alle grine med

Mads Geertsen, Mille Gori, og Mikkel Lomborg spiller i stykket de figurer som de er så kendte for i Ramasjang: Onkel Reje, Motor Mille og Hr. Skæg. De er sjove, de er underholdende, og børnene elsker dem. Ikke mindst Onkel Reje er populær hos de allermindste, og vi andre griner med, blandt andet da han ankommer til brylluppet i sit fineste skrud, eller når han kommer ind i bar mave og bastskørt. Lyserødt forstås. Nye figurer er som nævnt Frk. Storm, godt sunget, opera, af Andrea Pellegrini. Også Bobby Atiedu som Danser og Busk gør det fint.

Scenerummet skabt til Storm over Ramasjang

Scenerummet i Østre Gasværk er som skabt til denne forestilling. Derfor giver det også god mening som gæst i teatret, allerede ved ankomsten at fortælle de yngste teatergængere om det fantastiske teaterrum. Kig på i kuplen, kig rundt i teatret, og I og de vil se….

Scenografien, skabt af Mie Riis Christiansen, er meget smuk, flot, og virkningsfuldt, trods det at den er ganske klar og enkel. Sådan som den skal være, når det handler om teater for de mindste.

Et ægte eventyr med glimmer og magi

Storm over Ramasjang er et ægte eventyr fyldt med glimmer, magi, forhekselse, prøvelser, fantasi, venskab og mod, men også med dejlig musik, som vi ikke kan lade være med at klappe i takt til. Klædeligt er det også, at figurerne på scenen også taler direkte til publikum ind imellem. Og dermed bliver det en rigtig børneforestilling. Også for regnbuefamilien.

Antallet af regnbuer

Mine medanmeldere, Clara og Anne-Line, begge ti år, var ikke i tvivl: 5,5 på en skala fra 1 til 10. Omsat til regnbuer bliver det derfor til fire af slagsen for en fin velspillet børneforestilling, vel vidende, at familiens mindste givetvis ville have givet en højere karakter.

Storm over Ramasjang spiller på Østre Gasværk Teater frem til den 8. november, og med børnevenlige spilletider.

Forestillingen er instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen.

Læs også: Børnene brillierer i Oliver!

Løs mere om regnbuefamilier her.