KULTUR

Stor pride parade på forblæst norsk øgruppe

Pride parade i det lille øsamfund Træna
Initiativtager Helmer Langskjær vifter glad med regnbueflaget i spidsen for historiens anden Pride parade i det lille øsamfund Træna.
Foto Leif Steinholt/Helgelands Blad

Langt oppe af den norske vestkyst ligger en flok øer, som sammen danner kommunen Træna. Der bor omkring 500 mennesker i kommunen, og de har lige afholdt deres anden pride med 600-1000 deltagere.

”Vi har jo store homoparader i de store byer, men sidste år tænkte jeg, at det da også måtte være muligt i en af verdens mindste kommuner”.

Det fortæller Helmer Langskjær, en af de cirka 500 fastboende i ø-kommunen Træna to dage efter et fantastisk fremmøde til historiens anden prideparade på de små øer.

Helmer Langskjær vurderer, at 600-1000 deltog i paraden.

”Det er vigtigt at vise, at det også går an at være LGBT’er i et lille samfund. Der er ikke noget homomiljø her, men alle kender jo hinanden, og her på øen er det min mand og mig samt rådmanden”, fortæller Helmer.

Mange af de lokale deltog i paraden, som også havde trukket mange tilrejsende til øen.

Helmer Langskjær er lokal født, og arbejder på det lokale vandværk. Han fortæller, at han ikke har mødt problemer i det lille samfund på grund af sin seksualitet.

Træna