SAMFUND

Stor interesse for Pan Aftenskole

Mads Larsen og Bjarne Henrik Lundis

Pan Idræt er i regnbuemiljøet kendt for at være samlingspunkt for en lang række forskellige sportsaktiviteter så som svømning, dans, fodbold og brætspil. Det er især i København og på Frederiksberg. Men absolut ikke kun. For Pan Idræt har åbnet afdelinger i både Odense, Roskilde og Sønderborg.

” Vi har allerede nu over 50 medlemmer i Pan Idræt i Odense. De er meget aktive her og er ved at starte linedance op”, fortæller en begejstret Mads Larsen, næstforperson i Pan Idræt Danmark til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.

I løbet af flere år har både medlemmer og andre i regnbuemiljøet løbende spurgt Pan idræt, om man ikke kunne starte andre fritidsaktiviteter, som ikke lige har noget med idræt at gøre. Pan idræt og aftenskoler er begge folkeoplysende aktiviteter, og det gør, at Pan Idræt også har kunnet starte en aftenskole, forklarer Mads Larsen fra Pan Idræt Danmark.

Kurser begynder til september i København

Det er planen, at Pan Aftenskole vil åbne op med tilbud om kurser og foredrag til september.

”Der har allerede været meget stor interesse for Pan Aftenskole, og flere har allerede meldt sig som undervisere. Lige nu er der planer om et dramahold med en skuespiller, og kurser i madlavning, syning og brodering. Det kan også være foredrag af forskellig slags. Vi regner med at starte op med 6 til 8 aktiviteter til september i København”, forklarer Mads Larsen, næstforperson i Pan Idræt Danmark.

Brug for fællesskab hvor man kan være sig selv

Han kan tydeligt se, at der i regnbuemiljøet er et stort behov for fællesskab.

”Vi kan se, at det fællesskab, vi har i Pan Idræt, gør noget godt for vores medlemmer. Det fællesskab vil vi nu gerne også tilbyde til andre i regnbuemiljøet og dermed skabe flere muligheder for, at man kan være sammen med ligesindede. Vi er netop nu ved at lave kursuskataloget for efteråret, så hvis du har et forslag til kursus eller gerne vil deltage, så er du meget velkommen til at kontakte os i Pan Idræt”, lyder det fra Mads Larsen.

Se også: Min store drøm er at få en kæreste

Se også: Pan Idræt