SAMFUND

Sigtelse frafaldet i Mariagersagen

Tulle Krøyer.
Foto: Bjarne Henrik Lundis

Den meget omtalte sag om chikane mod et lesbisk par i Mariager har taget endnu en drejning. Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at rejse straffesag mod den mand, der var mistænkt for chikane mod Tulle Krøyer og hendes hustru. Out & About har talt med Tulle Krøyer om den nye udvikling i sagen.

Den meget omtalte sag har stået på siden 2014, hvor Tulle Krøyer anmeldte flere tilfælde af chikane mod familien. Religiøst betonede sedler var lagt i postkassen, og affald og hundelort var kastet ind i haven.
Sagen kulminerede, da Tulle Krøyer en nat så en mand stå i sin have.

Den danske presse gik i selvsving, og efter utallige forsider og omtaler blev der arrangeret en flagdag i Mariager. Flere hundrede LGBTere og andre der støttede op om parret gik gennem byen med masser af regnbueflag, og viste dermed deres sympati for parret, og modstand mod chikanen.

Manden fra haven blev senere identificeret af Tulle Krøyer, men i en DR dokumentar fra februar blev der stillet spørgsmålstegn ved både hendes forklaring og troværdighed.

Tulle Krøyer udtaler

Tulle Krøyer har ikke udtalt sig til andre medier om den nye udvikling i sagen, men til Out & About siger hun:

“Først vil jeg gerne sige en STOR tak til alle dem i (LGBT)miljøet, der har givet min familie og mig så stor en opbakning. Der er sagt og skrevet meget om sagen, og der er meget der ikke har været fremme i pressen. Det har været meget omkostningsfuldt for min familie og jeg, både menneskeligt og økonomisk.”

Om DRs meget omtalte dokumentarudsendelse fra februar siger Tulle Krøyer:

“DR bør ikke lade sig dukkeføre af de kristne til at føre krig mod homoseksuelle. Derfor har jeg anmeldt journalisten for injurier, og vil indbringe DR for Pressenævnet. Det er ren bagvaskelse der er fundet sted fra DRs side. Men uanset hvad, så har chikanen fundet sted”.

Tulle Krøyer og hendes hustru og børn er senere flyttet fra Mariager, og Tulle fortæller til Out & About, at de nu har det godt. De bor et sted hvor de bliver accepteret som dem de er, og hvor der også bor andre homoseksuelle par i nærheden. For eksempel handler de ofte hos den lokale blomsterhandler og hans mand.

Selv om Statsadvokaten har frafaldet sagen mod “manden fra haven” anser Tulle Krøyer ikke sagen som afsluttet. Det samme gør sig gældende for den tidligere sigtede, som gennem sin advokat har bebudet et erstatningskrav.

Se også:DR1 Dokumentar: ’Løgn eller chikane i Mariager’

 

Læs også: Lesbisk par chikaneres i Vollsmose