Sexolog Bjorn Dotzauer taler ud om sex og parforhold
Bjorn Dotzauer er uddannet og arbejder som sexolog, og her kan I læse om nogle af de erfaringer, han har gjort sig som sexolog.
– Hvad rådgiver du om?
“Jeg rådgiver om alt fra rejsningsbesvær, for tidlig udløsning, om kærlighed, om den svære tid efter et langt (eller kort intens) forhold, hvordan man kan integrere sine seksuelle fantasier ind i sit sexliv (fortælle sin partner om dem, så denne ikke bliver skræmt væk). Jeg råder også par der har et godt sexliv til at udforske sex mere f.eks. med tantra eller, hvad de nu har lyst til.
Jeg har klienter, der er bange for at springe ud overfor familie og venner, her taler vi om, hvad det betyder for dem at være lige netop den de er.”
– Hvilke problemstillinger kommer folk som oftest med, når de rådgives af dig som sexolog?
“Den klassiske problemstilling er, at de ikke kan holde rejsningen når de tager kondom på, eller at de kommer for hurtigt under sex. To meget forskellige men alligevel meget nært beslægtede problematikker, som jeg nok støder på 7 ud af 10 af gangene en mand træder ind i min klinik.
Til begge problematikker handler det oftest om de tanker mændene går med. Vi taler derfor meget om den måde de tænker om sex og dem selv. Deres tidligere oplevelser og hvordan de har det med sex i det hele taget. Ikke alt kan løses ved at tale om det, så jeg giver i de fleste tilfælde hjemmeopgaver for, som kan hjælpe eller gøre mændene bevidste om, hvad de kan gøre for at forbedre deres situation.”
– Hvilke råd kan du f.eks. komme med til et par, som har følelsesmæssige udfordringer i forholdet?
“Først og fremmest handler det om åbenhed og kommunikation. Hvis et par ikke kan være ærlige og åbne overfor hinanden må de overveje om de så i det hele taget er i det rigtige forhold sammen.
Ikke alle forhold bør eller skal redes.
Det er ok at sige tak for denne gang og komme videre.
Følelser er en altafgørende faktor i et forhold. I et forhold skal du kunne slappe af og være dig selv, 100 procent. Mange par taler ikke ofte nok om deres følelser og drømme, og det er en stor skam.
Det er de færreste der er tankelæsere, så hvordan kan du vide hvad din partner føler, tænker og drømmer om? Mit råd til et par der oplever en svær tid, er at sætte sig ned (eller gå en meget lang tur) sammen.
Tal om hvad der foregår i hovedet og kroppen på dig.
De første ord er altid de sværeste, men når først de er sagt, så kommer de næste nemmere – og måske siger du lige præcis det din partner også går og tænker og føler.
Er du bange for konflikter og i værste fald at din partner går fra dig, så er det her endnu mere vigtigt at få taget hul på bylden. Mangler du måder, du kan åbne op for samtalen, så er en sexolog god at tale med inden du kaster dig over din partner.”
– Hvad gør man hvis den ene part ønsker et åbent forhold eller en trekant, og den anden ikke ønsker det?
“Det er vigtigt at BEGGE parter er enige om spillereglerne i forholdet.
Du kan ikke bare sige at du gerne må, men din partner må ikke. Eller omvendt. Det skader i længden og kan fører løgne og mistillid med sig.
Ærlighed og åbenhed er alfa omega når du ønsker at åbne dit forhold. Bliver I enige om, at en af jer gerne må/vil knalde med andre og den anden ikke vil/må, så er det især vigtigt at I taler om hvor grænserne er, hvad den der ikke har sex med andre kan og vil vide om det der foregår.
Intet godt kommer af at knalde uden tilladelse. Den der gør det skal gemme på en løgn og ofte bliver en lille uskyldig flirt ofte til en stor ting der kan skabe skår i et ellers godt forhold.
Vær ikke bange for at tale om sex og fantasier. Men vær bange for ikke at gøre det!
Respekt kommer hvis du giver den igen.
Kan du ikke undvære sex med andre, men din partner ikke vil tillade det, så må I jo se på om I i så fald er i det rette forhold.”
Her kommer et mere overordnet spørgsmål:
– Hvordan får man et spændende sexliv sammen med sin partner?
“Leg – Gennem leg og nye måder at udforske hinanden på findes gnisterne der kan gentænde eller holde liv i sexlivets bål.
Jeg var inde på tidligere at kommunikation og åbenhed er alfa omega i et forhold. Hvis I taler om sex og kærlighed, om hvad I går og drømmer om, tænder på, fantasier og lyster, så bliver det også lettere at udforske hinanden og prøve nye ting af. Jeg siger ikke at hver gang I har sex, at det skal være på en ny måde – tværtimod! Sex må gerne gøres på samme måde igen og igen og igen for herigennem lærer I hinandens kroppe og respons på hinanden at kende, men engang imellem må I gerne overraske jeres partner ved at prøve noget nyt. Brug af legetøj, mad, isterninger eller hvad I nu lige har ved hånden kan alt sammen indgå i sexlegen.
Så længe I har lysten til hinanden og bevarer respekten overfor hinanden, så mener jeg, at kun jeres fantasi sætter grænsen for, hvor sjovt og spændende jeres sexliv kan og skal være.”
Bjorn afslutter med at ønske folk rigtig god fornøjelse med et glimt i øjet.