Sangen som redning
![]()
I en fremtidig verden er det kun kvinder, der lever, og mændene overlever. Mænd kan lige tåles som prostituerede, men intet andet. I sådan en verden vokser Jakoba op, og nok er han en dreng, men det ved kun hans mor og tante. Jakoba er forklædt som pige.
Forklædningen fungerer i mange år, men selvfølgelig vil Jakoba på et tidspunkt blive teenager og stemmen vil gå i overgang, og hvad så. Hvad så er det store spørgsmål.
Sanger
Den eneste mulighed for Jakoba er at blive sanger og blive fikset inden stemmen går i overgang. Derfor skal han gå til sang. Hos sanglærerinden er der en tjenestepige, som får hans vedhæng til at reagere. Denne reaktion giver problemer for Jakoba, der må forholde sig til, at han ikke er kvinde, og at tjenestepigen er flot.
Erfaren tjenestepige
Selv om mænd er forbudt i byen, så har tjenestepigen stor erfaring med teenagedrenge. Hun ved, hvordan drenge fungerer og hun ved, at de kan være søde ved hende indtil de bliver fikset. Jakoba hopper i med begge ben og forelsker sig, men han forstår ikke, hvad hun mener med at det slutter en dag.
Kønsroller
Hvis det er forbudt at være mand, så er spørgsmålet, om kvinder helt automatisk forelsker sig i en anden kvinde. Eller om det er biologisk, at størstedelen af menneskeheden forelske sig i en af modsat køn. Det og at stå ved sig selv er omdrejningspunktet for Jan Roar Leikvolls seneste og sidste bog. Desværre døde forfatteren alt for tidligt, og dermed blev ‘Sangfuglen’ hans sidste roman. Den sidste udgivelse, som efter hans død er oversat til dansk, hvilket er et godt valg.
Vurdering
Jeg har lidt blandede følelser overfor denne bog, for jeg synes, der er mange oplagte vinkler som forfatteren ikke gør brug af. Bogen er helt sikkert værd at læse eller lytte til. Men tænk, hvis han nu havde skrevet 200 sider mere og valgt at skrive om Jakoba’s barndom som forklædt. Eller hvis Leikvoll havde lavet bogen til en trilogi eller skrevet, hvad der sker efter bogen her slutter. Jeg skal nok lade være med at afsløre slutningen, men der er en million ting jeg mangler svar på, som jeg virkelig godt gad vide. Jakoba er en spændende karakter og det samme med tanten, som jeg godt nok også gerne ville vide mere om. Så jeg er glad for bogen, men ville ønske mig mere udpenslede karakterer.
Genial forside
Det er sjældent, at jeg skriver noget om bogens forside og bogens udsmykning. Men denne gang er forsiden intet mindre end genial. Baggrunden er en skov, som er stedet, hvor mændene må være. Så er der en lang fletning som Jakoba er træt af at have, og til sidst sidder en fugl og synger i fletningen. Det er en forside, som jeg håber Arko Højholt har vundet en pris for. For den fortæller på fineste måde, hvad bogen handler om uden at afsløre fortælling allerede på forsiden. Jeg havde hvert fald ikke overvejet at hele bogen bliver opsummeret på forsiden, da jeg startede på ‘Sangfuglen’.
Info
“Sangfuglen” af Jan Roar Leikvoll udkommer på forlaget Vild Maskine.
189 sider

