Rørende og berigende Kalundborg Pride

Det er rørte arrangører, der står tilbage efter Kalundborg fejrede Pride lørdag d. 6. juli. Den blev nemlig taget imod med åbne arme og sind. En helt igennem magisk dag.
Lørdag den 6. juli var Kalundborg klar til deres første Pride. Skønt vejrudsigten havde været lige ildevarslende nok, gennemførte man med højt humør.
Ved det lokale Meny-supermarked var der klokken elleve indkaldt til samling. Efter lidt mad og drikke var det tid til parade igennem byen.
”Det har været en fantastisk dag. Man skulle nok have været der for helt at forstå, hvor meget det kan betyde at kunne samles. Helt hudløst ærligt kunne tale sammen om så svære emner som, at føle sig udenfor fællesskabet. At have svært ved at finde hjælp, samt give udtryk for at man har brug for den. Men hjælpen er der. Det viste vi med vores Pride. Det var fællesskab”, fortæller Pylle Quaade, der er en af arrangørerne bag.

”Der blev både dyttet og vinket til os hele vejen på vores parade tur”, tilføjer hun hurtigt.
Tårevædet taler
Efter paraden var der et fyldigt program med musik, dans, debat og taler. Blandt andet fra byens Borgmester, Martin Damm (V) og Esben Hansen (S) kommunalbestyrelsesmedlem og næstformand for Kultur- og Fritidsudvalget. Men også en række privatpersoner med meget gribende og rørende perspektiver.
”Vi havde gode, tårevædede taler. Politikere, der fik lektier for og indsigt. Nye kræfter, der vil tale vores sag og ønsker om ligeværd. Mere kærlighed, venlighed og forståelse. Der var for eksempel en både lyttende og nysgerrig borgmester med paraderne helt nede”, forklarer Pylle Quaade.
Dagen inden måtte arrangørerne træffe beslutningen om, at det oprindelige endemål, Havneparken, var for risikabelt i forhold til vejret. Man måtte lynhurtigt sadle om og flyttede til musik- og ungdomsskolens lokaler i stedet.
”At se vores fællesskab flytte lokation, skabte en helt anden slags fest. Det åbnede virkelig op for hele netværket, samarbejde og dermed nytænkning. Humøret var dagen igennem højt og med en stor glæde over, at blive mødt med anderkendelse og respekt”.
Stor ros og glæde
Hos Facebook-gruppen: LGBT+ ungegruppen Vestsjælland, der er medarrangør af Priden, er det siden lørdag strømmet ind med positive tilkendegivelser. Der deles masser af billeder og rosende ord. Flere sætter også ord på, hvad Priden har betydet for dem personligt. Personlige og direkte fortællinger.
Det er tydeligt, at Pylle Quaade er stolt over dette.
“Men det er ikke kun de lokale, der er glade”, fortæller hun til slut, inden hun sender en særlig hilsen til gæsterne udenbys fra
”Vi havde gæster fra København, der roste vores event. Og her til sidst et stort Shout out til dem, altså københavnere, der måske savnede et miljø at være i, da de selv boede her. For at de kom og besøgte os, fortalte deres historie og støttede kærligheden”.


