Rasende Donald Trump ignorerer demonstrationer
Verden over demonstrerede millioner af mennesker lørdag mod den amerikanske præsident Donald Trump. Også i København.
Vi er ikke vante med demonstrationer foran den amerikanske ambassade. Otte år med Barack Obama i Det Hvide Hus har ikke medført de store protester i vesten mod USA eller den amerikanske præsident.
Men tiderne er skiftet, og med Donald Trump i Det Hvide Hus er meget vendt på hovedet. Det startede allerede under valgkampen, hvor utallige sager udstillede mandens groteske syn på kvinder, minoriteter og ikke mindst sandheden.
Hans ”Grab them by the pussy” udsagn og hans sexistiske og nedgørende personlige angreb på kvinder viser billedet af en mand med et menneskesyn der burde umuliggøre et valg til posten som USA’s præsident.
Men nu sidder han der, og lørdag viste millioner af mennesker verden over deres utilfredshed med ham. Ganske vist har arrangørerne gjort meget ud af, at protesterne ikke var mod Trump som sådan, men mod det menneskesyn han repræsenterer.
“Demonstrationen er mere for antiracisme og antisexisme, end den specifikt er mod Donald Trump. Den er mod de bølger af racisme, sexisme og højreorienteret populisme, som har spredt sig ned gennem Europa og ud over hele verden”, fortalte en af arrangørerne bag den danske demonstration Elisabeth Williams Orberg, der selv er fra USA, søndag til Politiken.
I København deltog nogle tusinde i demonstrationen, som gik fra den amerikanske ambassade til Christiansborg Slotsplads.
Med i demonstrationen var irske David Jackson.
”Jeg er homoseksuel, og i den kamp, jeg har kæmpet for at opnå lige rettigheder, har vi først lige nærmet os en sejr, og hvad sker der så? Så ser vi, hvordan rettighederne indskrænkes igen, hvordan hadet vokser igen. Rettighederne er simpelthen på vej væk igen. Det må og skal vi kæmpe imod. Vi kan ikke finde os i den retorik, Donald Trump forsøger at legitimere”, siger David Jackson.
Mens millioner demonstrerede mod ham verden over, havde Donald Trump andre ting at tænke på. Lørdag besøgte han CIA, som han i valgkampen har beskyldt for at være inkompetent og løgnagtig. Nu er der dog ikke grænser for hans hengivenhed, og foran mindevæggen over faldne agenter erklærede han, at han elsker CIA og er 1000 % bag dem. Det skete efter flere udfald mod pressen, og ros af egne evner.
Samtidig fik pressen tæsk for løgnagtig dækning af hans indsættelse. Han fastholder, at indsættelsen slog alle rekorder, mens fotos fra hans og Barack Obamas indsættelse taler sit tydelige sprog om fremmødet.
De mange demonstrationer er ikke kommenteret med ét ord af Trumps administrationen.
Læs også: Hvad pokker sker der i USA?